⭐⭐⭐⭐
Lad mig sige det med det samme, jeg er vild med kontratenorer. Det stop i tiden der opstår, når en fuldvoksen mand synger de umuligt høje toner, er magisk. Og når vi herhjemme er vant til stjerner som f.eks. Morten Grove Frandsen, så forventer jeg meget af udenlandske gæstespil hvor en kontratenor har en markant rolle.
Og en markant rolle må det siges at kontratenoren har i ALLAN TURING, hvor den colombianske kontratenor Albert Montañez ikke bare har iscenesat hele den performative opera, men også selv synger den eneste rolle i forestillingen – LGBTQ+-ikonet, antinazisten, den martrede matematiker Allan Turing.
Men jeg må desværre sige, at jeg ikke synes Albert Montañez giver sit publikum nok i forestillingen ALLAN TURING. For hvad enten det er med fuldt overlæg at Montañez synger i randregistret, hvor der ikke er så mange overtoner, eller han bare mangler en sceneinstruktør der kunne fortælle ham, at publikum ikke kan høre overtonerne når han synger ned i en pude, ved jeg ikke. Men summa summarum – oppe på rækkerne savnede jeg at høre kontratenorens magi fuldt ud.
Dog er det en fascinerende klaustrofobisk oplevelse at overvære Albert Montañez i rollen som manden der måske – måske ikke – begik selvmord ved at spise et æble, han selv havde præpareret med Cyanid. For det er en mareridtsagtig fornemmelse der breder sig i scenerummet, når Montañez synger fra en celle af florlet trådnet, der overstrøs med formler, tal og skrevne breve fra Allan Turing.
Den multidisciplinære kunstner har med sin forestilling ALLAN TURING skabt en både tæt og svævende performance, hvor den martrede matematikers evige søgen efter løsninger bogstaveligt talt holder ham fanget, i en verden hvor han som homoseksuel blev forfulgt i sit hjemland. Og det på trods af hans epokegørende arbejde med datalogi og væsentlige bidrag til at knække nazisternes Enigma-kode.
ALLAN TURING på Copenhagen Opera Festival spilles på Sort/Hvid d. 24+25. august 2022.
Foto: Malin Arnesson