⭐⭐⭐⭐⭐
Boredom made a black bitch out of me.
Sikke nogen smukke blå øjne du har. Sådan begynder Madame Nielsen historien om den lille hvide danske pige der vil være sort, og derfor med permanentkrøller, skosværte og bruncreme i kufferten, drager til USA for at bakke op om de sortes kamp mod uretfærdigheden i samfundet.
Fortællingen starter med den lille hvide pige der bliver bedste veninde med en sort pige i børnehaven, og derfor tror at de vil være uadskillelige bff’er resten af livet, ligegyldigt hvad verden siger. Madame Nielsen drager efter gymnasiet til sydstaterne, bliver kæreste med en Black Panther leder, og er med i de sortes kamp. Lige indtil hun bliver afsløret som hvid, og bliver udstødt af vennekredsen og ender som white trash på gaden. Tilbage i Danmark bliver den nu voksne kvinde atter frosset ude – også af den tidligere bedsteveninde.
Og revolutionen er også godt i gang i Danmark. Der er bål i gaden, lynchninger og vrede menneskemængder der kun vil deres egen race. Men med omvendt fortegn i.f.t. historiens byrde, nu er det den hvide race der bliver forfulgt, diskrimineret, lynchet og holdt nede.
Madame Nielsen taler til os med store bogstaver, når han vender situationen om, og siger; se hvad vi gør mod dem der ikke er hvide som os. Budskabet er klart. En dag bliver det os der er de forfulgte!
BLACK MADONNA hedder forestillingen nu, men da den havde premiere hed den White Nigger/Black Madonna – en titel teatret senere måtte ændre – og er en gennemført provokerende Madame Nielsen forestilling, som man enten vil elske eller hade. Kras. Finurlig. Kreativ. Nøgen. Provokerende. Mest fortælling, en hel del performance og bruncreme, og en elegant sokkedukke sang med hendes skjorteærmer og manchetknapper. Christian Lollike har iscenesat sammen med kunstneren på scenen, og aftenen er proppet med sorgfulde sange komponeret af Nielsen selv, som for mig faktisk fremstår som det bedste i forestillingen.
My name is Chameleon.
foto: Sofie Amalie Klougart