VIVA // Wallmans i Cirkusbygningen

⭐⭐⭐⭐⭐

Det cremede, det søde og det spicy får dig i festhumør fra første færd. Og så er vi ikke engang nået til showet endnu.

For det er Wallmans signatur ret der er festens spicy starter – deres klassiker – blomkålssuppen med chili og hvid chokolade. Suppen, som i øvrigt har været på menuen i 14 år, er aldeles fremragende. Det cremede, det søde og det spicy får dig op i gear, og så er det næsten unødvendigt at aftenens vært Miss Megan Moore kalder os til orden med det lige så klassiske shout out til publikum: ”Let’s get the show started

Men netop det klassiske, det genkendelige, er grundstenen i Wallmans dinnershow, der i år hedder VIVA, det første nye show efter Corona.

Og der er meget at glæde sig til i VIVA, hvis man er med på bare at give sig hen, til at læne sig tilbage og nyde vinen, maden og selskabet, mens det ene varieténummer efter det andet bliver skudt i gang under Werner Pantons flotte kuppel i Cirkusbygningen.

Der er knald på fra start af, med den velsyngende Robert Lukian i front, og den glamourøse drag queen Miss Megan Moore som samlende figur i blitzlysene på scenen.

Og mens vi nyder menuen med oksemørbrad, tapas, vegetarretter eller lækre desserter til den søde tand, snakker vi også smooth tunes fra det velspillende orkester, ferme cirkusartister, akrobater der halsbrækkende leger med deres helbred, og oneliners der trækker smil. Og så snakker vi umiskendeligt mange hvin i Cirkusbygningen når der popper en perfekt trimmet sixpack op af badekarret, hvor cirkusartisten Jamie Swan gør ringsidegæsterne vådere end de havde turdet håbe på. Men bare rolig, Wallmans har selvfølgelig sørget for fikse engangsregnjakker til alle – det er jo gennemført professionel entertainment.

Wallmans dinnershow VIVA er smooth tunes og kendte potpourrier af Elvis, ABBA og Max Martin, en drag queen i sit es og dansere der har en fest, samt halsbrækkende artisteri og våde overraskelser. Kort sagt, en cremet, sød og spicy oplevelse i Cirkusbygningens smukke kuppelrum.

Foto: John Resborn

SE MERE HER