VALKYRIENS KAMP // Det Flydende Teater & Teatergrad, på Sophienholm

⭐⭐⭐⭐⭐

Dunkel rock og sorte forbandelser i smuk hyldest af kompromisløse Thit Jensen.

Når Det Flydende Teater arbejder med danmarkshistorien og de menneskeskæbner der har rykket ved den, ved vi at dramaet får vinger af musikken, og de ofte udendørs forestillinger emmer af mesterlige toner og ord som løfter værket. Men hvad dælen gør de så, når det er den stridbare kvinderettighedsforkæmper Thit Jensen der skal på scenen, og historien drejer sig om undertrykkelse og indædt kamp, samt bistre eder og forbandelser?

Det Flydende Teater vælger simpelthen at gå i sort, på den fede måde. For sjældent har jeg oplevet et så indædt dunkelt univers, hvor komponist Marie Louise von Bülows ord og toner skaber den perfekte grobund for forståelsen af Thit Jensens kamp. Sammen med en faretruende malign og determineret Christine Worre Kann klædt helt i gråsort, står Marie Louise von Bülow på scenen i lige så sorte gevandter og fjerpragt, så de til en hver tid kan skride ind hvis VALKYRIENS KAMP skulle gå hen og blive for letbenet. Selv om parken ved Sophienholm er smuk og indbydende, så løber det koldt ned ad ryggen når Christine Worre Kann kniber øjnene sammen, og hvisler et skrig ud mellem tænderne for hvert barn der bliver født i Thit Jensens barndomshjem. De to pragtfulde skyggekvinder står med højt hår og lynende øjne som anstandsdamer for historien, og deres blotte tilstedeværelse og aura af magt sætter en unik ramme om dramatiker Julie Petrine Glargaards vilde drama.

Glargaards fortælling indledes med Thit Jensens barndom, hvor hun med sine elleve søskende i dyrlægehjemmet i Farsø må leve med kønsopdelt rangorden, og hvor kvinder er udset til at føje sig for mænds luner, føde en masse børn, og bestemt ikke hverken skrive eller ytre sin mening. Og da slet ikke når man er søster til den senere Nobelprisvindende forfatter Johannes V. Jensen.

Roser eller laurbær?”

Det er Ene Øster Bendtsen der brillerer i rollen som Thit Jensen, og på sjælden vis transformeres ind i den cerut rygende valkyrie, der ikke blot siger hvad hun mener, men råber det ud fra enhver talerstol hun kan komme i nærheden af. Hendes litteratur holdes længe nede af forlæggere og en mandsdomineret verden, men Thit giver ikke op, og med tiden står hun som efterspurgt foredragsholder med storsælgende udgivelser, og ikke mindst med den anerkendelse hun har fortjent, da hun efter lang tids kamp ender på finansloven, og får overrakt Dannebrogordenen et par år før sin død.

Som ny friserede får følger de flokken

Men Julie Petrine Glargaards drama VALKYRIENS KAMP rummer så meget mere, end blot historien om kvindesagsforkæmperen der brugte sit liv på at gøre verden bedre. Den fremhæver også Thit Jensens kamp for at finde kærligheden på hendes egne præmisser, og hendes afsky for folk der ikke levede op til hendes idealer, eller værre endnu – forbrød sig mod dem. Når kunstmaleren Gustav Fenger, der på det tidspunkt var Thit Jensens mand, falder for hendes bedste veninde, så forbander Thit Jensen dem begge, og med besværgelser kaster hun ”sorte fingre” på dem, så de aldrig kan få børn. Den form for forbandelse sørger instruktør Pelle Nordhøj Kann for lægger sig som en svøbe om fortællingen, og med sin fine personinstruktion finder den drevne iscenesætter mulighederne i Glargaards manus, ikke bare for at fremhæve den krigeriske side af Thit Jensen, men også i samarbejde med teksten og von Bülows sange at forklare sammenhængen.

Det er Malin Rømer Brolin Tani og Søren Bang Jensen der fornemt spiller veninden og Fenger, og både i de roller, og i flere andre, drysser de to skuespillere tiltrængt lys og lethed ud over Glargaards portræt. Et portræt, der ellers med de to gråsorte isdronninger Kann & von Bülows dunkle toner, samt i Nikolaj Heiselberg Traps stilige grå kirkegårdsscenografi, er et elegant drama i mol.

Foto: Per Morten Abrahamsen

SE MERE HER