⭐⭐⭐⭐⭐

Koskys tegneserie- og stumfilmsverden fungerer perfekt til Mozarts klassiker.

Med en projiceret tegnet baggrund bliver Barrie Koskys TRYLLEFLØJTEN til en blanding billeder og lyd, som man normalt kun forbinder med stumfilm eller Monty Python animation.

Den klassiske historie om prins Tamino, der efter at være blevet reddet fra et uhyre, selv forsøger at redde Nattens Dronnings datter Pamina fra Sarastros fængsel, og kun med hjælp fra fuglefængeren Papageno finder vej igennem verdens lumske fælder, er i teaterkompagniet 1927s version henlagt til en verden af tegnede uhyrer, Storm P-agtige maskiner, og låger der åbner og lukker sig som en julekalender i løbetid.

Og det virker fremragende. For intet bliver tabt, og de grundlæggende dyder som Mozarts episke opera er gennemsyret af, bliver kun understreget i Barrie Koskys fabulerende iscenesættelse, da der både bruges projicerede billeder og ord der understreger betydninger og følelser.

Som når den mægtige Sarastro – bjergtagende og magtfuldt sunget af Stephen Milling – fylder prins Tamino og Papageno med visdom før de skal stå deres prøve, så er hele scenen fyldt af kæmpemaskiner der propper ord som Jugend, Geduld og Wahrheit (Ungdom, Tålmod og Sandhed) ned i halsen på dem.

Uropførelsen i 2012 var et samarbejde mellem teaterkompagniet 1927 og Komische Oper Berlin, hvor Barrie Kosky er kunstnerisk leder, og der er derfor flere gange tyske ord i de overvældende billeder der fylder scenen, hvilket blot lægger endnu en dimension til dramaet.

Hele operaen er holdt i 1920’ernes elegante stil, hvad enten det gælder Tamino og Paminas perfekte Gatsby outfits, eller Papageno og Papagenas pjaltede og shabby chic beklædning, og det passer perfekt til de store tegnede ofte sort/hvide billeder.

Nattens Dronnings trofaste støtter, de tre damer, spilles på scenen af de tre dansere Nadia Skriver Rosenby, Fanella Cook og Stine Rønne, og fremstilles i Koskys iscenesættelse som tre pludrende overklasse-tanter i gråt 1920’er tøj med bløde hatte og elegante cigaretrør. De giver et smukt billede af karaktererne som klassisk kærlighedshungrende og manipulerende sirener, der på Nattens Dronnings vegne forsøger på at styre Tamino. De tre damer blev til premieren sunget med pondus fra graven – i dette tilfælde Kongelogen – af intet mindre end Sine Bundgaard, Elisabeth Jansson og Hanne Fischer, hvilket må betegnes som en ren luksus af dimensioner med så stærke stemmer – når de ikke engang er på scenen.

Prins Tamino synges absolut godkendt af den unge Jacob Skov Andersen, der forståeligt nok er blevet pladask forelsket i Pamina, som ved premieren blev sunget af den utroligt velsyngende sopran Sofie Elkær Jensen.

”Quetsch und Flitsch”

Og et sandt kærlighedsforhold skal der selvfølgelig til i en klassiker, men i opførelsen på Operaen, hvor der synges på dansk, er det lidt interessant at høre efter når bl.a. Sarastro – som den vise – konstant omtaler kvinder som værende sludrechatoller og staffage, og bralrer op med udsagn som ”En mand må være kvindens fører, ellers vil hun fare vild i denne verden”. Ikke just kloge ord fra den alfaderlige figur.

Nattens Dronning, med den ikoniske arie Der Hölle Rache kocht in meneim Herzen, bliver sunget af den amerikanske koloratursopran Rainelle Krause. Krause blev allerede i 2013 inspireret til at udforske aerial arts – og opdagede at hun elskede at synge med hovedet nedad – og er derfor en eftertragtet artist på området, så jeg må indrømme at jeg troede hun skulle op og flyve i Operaen. Men nej, Krause flyver ingen steder. Men da partiet som Nattens Dronning er enormt krævende, i og med hun kun er på i kort tid, men til gengæld skal levere en kolossal performance rent sangteknisk, så er det klart at Operachef Fulljames har valgt hende. Og Rainelle Krause skuffer bestemt ikke sit publikum, der også ved premieren var vilde med hende. Krause performede pragtfuldt, og vi fik koloraturerne præcis som de skal leveres. Som hun selv siger: Talent is not enough – you have to stand out! – og det må man sige hun gør.

”Jeg foretrækker vin fremfor visdom”

I mit barndomshjem prydede Papageno væggen i et gigantisk serigrafisk tryk af Adi Holzer, og Mozarts Tryllefløjten var hos os synonym med den lystige fuglefænger. Og denne gang i Operaen er Papageno da også besat med en af de bedste, barytonen Palle Knudsen. Han er født til det parti, og han fylder helt naturligt scenen, når han charmer sig vejen igennem livet. Overfor ham synger Siri Kval Ødegård den skønneste Papagena, der driller og koketterer, men Papageno søger kærlighed, og vin det nyder han. Palle Knudsen er uimodståelig som charmetrolden Papageno.

Det Kongelige Kapel under Nikolaj Szeps-Znaiders ledelse rullede sig ved premieren ud i fuldt flor i graven, lige som Det Kongelige Operakor spillede lystigt med på noderne i den imponerende forestilling – alt var som det skal være.

Barrie Kosky, Suzanne Andrade & Paul Barrit fra teaterkompagniet 1927 har skabt en forrygende TRYLLEFLØJTEN på Operaen, der åbner sæsonen med et brag.

Eller skulle man sige med et fløjtespil…

Foto: Camilla Winther

SE MERE HER