⭐⭐⭐⭐
Noora Hannula vs Soma – The Augmented Reality Girl.
“Hi! – you’ve reached Kasper. Talken er forbi”
Når man opdager at kæresten tænder på en cheerleader der hedder Soma, og der så endda konstant er telefonsvarer på hans telefon, så er det nemt at koge over – også selvom Soma er en Augmented Reality avatar.
Den vilde danser og koreograf Noora Hannula har aldrig været til at holde nede, og slet ikke når det kommer til eksperimentalkoreografi, eller som i dette tilfælde – et bud på hvad fremtiden bringer. I 3D-forestillingen THE ULTIMATE BATTLE går Hannula og The Nordic Beasts all in på augmented reality, i et kort intenst kampshow hvor Hannula er den eneste af kød og blod på scenen. Danseren Helena Wilhelmsson har stået model til cheerleaderen og den virtuelle koreografi, men på scenen er hun et hologram der kæmper mod den levende kvinde.
I et moderne kærlighedsdrama hvor hendes kæreste er hende utro med en nyklassisk mandedrøm, en utopisk-erotisk storbarmet cheerleader med dådyrøjne og blåt hår, skulle man tro at Noora Hannula ville kæmpe en ulige kamp, men det umulige sker – at mennesket begynder at forstå den tredimensionelle avatars bevægelsesmønstre, og tager kampen op.
Mange i det forbløffede publikum misser med øjnene, og lægger hovedet på skrå for at forstå hvad det er de ser, men selv om man gerne ville kunne ”afsløre” hvad der sker på scenen, så er det umuligt ikke at måbes over den virtuositet som Hannula lægger for dagen. Koreografien – som vel nærmest kan betegnes som det virtuelle svar på den brasilianske kampdans Capoeira – er så nøjagtigt tilrettelagt, at vi rent faktisk ser den forsmåede kæreste slås med sin rival, den virtuelle cheerleader.
The Nordic Beasts har skabt den lille tekniske perle i samarbejde med BORA BORA og CLICK Festivalen, til festivalens holografiske scene på Kulturværftet i Helsingør. Og hvad kampen ender med skal jeg ikke spoile her, men sus afsted mod Pakhus 11, The Nordic Beasts vilde forestilling spiller ikke længe.
Foto: Søren Meisner
En tanke om “THE ULTIMATE BATTLE // The Nordic Beasts, Pakhus 11”
Der er lukket for kommentarer.