⭐⭐⭐⭐⭐
Smuk, rå, og upoleret repremiere på Jo Strømgrens vidunderligt morsomme THE SOCIETY OF LOST SOULS. Hvor er det dog dejligt af og til at kunne opleve repremierer, som er ligeså dugfriske i udtrykket som da forestillingen lagde fra land i sin tid.
Og balletten THE SOCIETY OF LOST SOULS er netop sådan et levende bevis på eksistensberettigelsen af repremierer – vel at mærke på forestillinger der har fortjent det. Desværre er der stadig repremierer over det ganske land, der kun er på plakaten fordi måltal skal opfyldes, men når perler opstår – små eller store – så skal de have muligheden for at blomstre på ny.
Jo Strømgrens maskuline udtryk i hans til tider aggressive, til tider næsten poetiske koreografi, bliver danset ud over scenekanten af et blandet hold dansere – men blandet fra den øverste hylde, hvor hele holdet danser med lyst og kraft.
”Schlafe ein, schlafe ein, schlafe ruhig ein”
Der er stjernedrys og gæsteoptrædender med Mads Blangstrup og Femke Mølbach Slot, der begge stadig er guld værd, og at se fyrige Alba Nadal som de fortabte sjæles selvudnævnte mørke dronning, der med misundelse og udtalt mangel på herreselskab, desperat prøver med voodoo når en ny og yngre (død) model kommer på banen, er ubetaleligt. Og at følge Esther Lee Wilkinsons mimik i hendes dans med urnen, ledsaget af Zarah Leanders Schlummerlied, giver næsten gåsehud.
Foto: Jubal Battisti