⭐⭐⭐⭐⭐

Mad Max møder Svanesøen.

Når Den Kongelige Ballets uregerlige lillesøster Corpus sætter noget nyt i scene, er det ikke givet på forhånd at det bliver smukt. Forvent snarere det svære, det komplicerede, men forvent også at blive hensat til en tilstand du måske aldrig har været i før, en verden du ikke vidste du var en del af.

Og i THE REAL RAW bliver du sat af på en motorvej med 120 i timen – på et sted midt mellem gåsehud og forelskelse.

Corpus og Roskilde Festival er gået sammen for at udvikle og forfine kærlighedsforholdet mellem live-musik og live-dans, og mens Corpus har kurateret koreografien, og udvalgt den progressive norske koreograf Kristin Ryg Helgebostad, har Roskilde Festival peget på de tre kompromisløse hardcore rockmusikere i Baby in Vain, der med deres rå riffs og vilde punkenergi, passer foruroligende godt ind i et samarbejde med Corpus og deres alt-eller-intet-attitude.

Aftenens session indledes med fuldt maskerede kunstnere, og med en fornemmelse af at være med i en Mad Max film, går publikum forsigtigt rundt blandt band og dansere, der henslængt, men ikke uden attitude, ser os an. Og så begynder rockmusikkens toner lige så stille at vælte os.

Guitarist Lola Hammerichs onde udtryk, trommeslager Benedicte Pierleonis intense behandling af sit trommesæt, og Andrea Thuesens råsensuelle stemmeføring tager form, mens danserne vågner af dvale, og som publikum fornemmer vi nu, at der ikke er nogen vej tilbage.

Det unisone ensemble hos Corpus – Hazuki Kojima, Louella May Hogan, Alma Toaspern, Maren Fidje Bjørnseth og Alexander Stæger – begynder at bevæge sig til de hårde rytmer, med forskellige udtryk og trin, men alle ud fra den samme historie – og alle med en samhørighed som et rockband på Orange Scene.

De store kubeformede podier hvor musikerne står på, begynder at bevæge sig rundt i rummet, og ligesom danserne nu er overalt iblandt os, bliver vi som publikum nødt til at bevæge os – og tage stilling til hvor vi føler vi vil være.

Forskellige små scener udspiller sig hele tiden, bl.a. en vildt smuk scene hvor en danser – stadig med sin Mad Max maske – nærmest obstruerer Benedicte Pierleonis heftige rytmer, ved at kramme bækkenet så hårdt, at trommeslageren til sidst ikke kan tvinge mere lyd ud af instrumentet. Balletdanserens følelsesladede dans i uventet dialog med den nådesløse rockmusikers toneunivers.

”everything revolves around you, and nobody sees you like I do”

Poesien overtager med Andrea Thuesens råsmukke stemme der breder sig i det mørke rum, hvor musikerne smider maskerne, og nu fremstår mere nøgent som de tungtarbejdende rockmusikere de er. Men Hazuki Kojima, den stærke japanske danser fra English National Ballet School, skaber sig umærkeligt plads midt i mængden af publikum, og indtager gulvet i en smuk, næsten pinefuldt stille dans, der igen ændrer stemningen i det mørke scenerum, indtil hun igen forsvinder i det diffuse tågeagtige univers der er ved at opstå. For tågen, og Jakob Kvist og Kasper Riisbergs præcise laserstråler, er ved at skabe det sidste scenebillede, hvor de rå riffs bliver fyret af både ovenover, lige i skæringen, og nedenunder det opståede tågelandskab. Et landskab så smukt, at jeg var ved at misse Alexander Stægers afsluttende solo, en af Kristin Ryg Helgebostads smukke små solokoreografier, denne gang under et surrealistisk låg af laserlys og tåger, som jeg heldigvis fik med da min dansekyndige ledsager fik mig ned på alle fire.

Corpus og Roskilde Festival har med THE REAL RAW skabt et rum for den rå udfoldelse – midt mellem gåsehud og forelskelse.

Foto: Casper Koeller, Sceneblog

SE MERE