⭐⭐⭐⭐⭐
Bourgeoisiet kæmper for deres overlevelse i Buñuels surrealistiske drama, hvor den rebelske komponist Thomas Adès, med sine sprælske og følelsesladede toner, lægger endnu et lag af uforklarlighed over fortællingen.
Efter en veloverstået operaforestilling med stjernesopranen Leticia som Jomfrubruden fra Lammermoor, er der inviteret til afterparty hos det bedre borgerskab – nærmere bestemt hos den yderst velsyngende Gert Henning-Jensens Señor Nobile, i hans mondæne palæ.
Gæsterne ankommer – selv stjernen Leticia er med – og efter en oprørende modtagelse, hvor der end ikke er tjenere til at tage overtøjet, samles de ellers forvænte gæster om det veldækkede bord.
Men noget lurer, alt er ikke som det bør være, og tjeneren og fadet med Maltesisk ragout med lever, honning og mandler, flyver hen ad scenegulvet som optakt til aftenens udskejelser, og så er festen ellers i gang.
Tyendet hos den Mexicanske overklassefamilie forsvinder en efter en, de sniger sig væk, de kommer med underlige undskyldninger, de græder og er oprørte, og ingen ved hvad der sker. Man fornemmer at revolutionen er på vej, men det er svært at sætte fingeren på hvorfor.
Flere af festens deltagere bliver syge, og alle bliver alle ramt af en uforklarlig kraft, der holder dem tilbage i rummet hvor de opholder sig. Ingen kan forlade palæet, og ingen ved hvorfor.
Den herskende klasses fest udvikler sig til et minisamfund, hvor drifter, følelser, og ukendte grundinstinkter tager over, hvor dannelse, pli, og normer før var reglen. Flere gæster bliver ramt af momentan sindssyge, og opfører sig som kukurets mekaniske fugle med absurde gentagne bevægelser, mens Sten Byriels imposante bas understreger doktorens utrættelige kamp mod den sygdom, hårtab og død der fylder i rummet. Kaos regerer.
Samtidig spiller Det Kongelige Kapel overdådigt med musklerne i orkestergraven, og nærmest på trods af Adès’ små benspænd, som på et tidspunkt at lade violinerne skrumpe til 1/32 af normal størrelse, at lade stortrommerne buldre fra 3. balkons tag, og lade tre brægende får rende småskidende rundt i scenografien, så hæver de kongelige musikere triumferende barren og fylder Operaen med vellystige toner.
En engel/satyr kommer på et tidspunkt flyvende ind over scenen og bedækker den sovende operastjerne, der straks giver en anden af gæsterne skylden. Andre gæster begynder at kræve værten Nobiles hoved på et fad – nogen skal ofres! Splid og stanken af ondskab breder sig.
Men der er også plads til skønhed i Thomas Adès grandiose version af helvedes forkammer. Og det smukkeste i operaen THE EXTERMINATING ANGEL, er uden tvivl kærlighedsdramaet mellem de to unge forlovede, den vidunderlige Sofie Elkjær Jensens kokette Beatriz, og den sprøde Alexander Spragues utålmodige Eduardo, som meget symbolsk til sidst står helt afklædte, midt i bourgeoisiets kaotiske kamp for at holde på formerne, og udtrykker deres sande kærlighed i den mest poetiske duet i aftenens forestilling.
Udenfor bygningen stimler folket sammen, uforstående og oprørte, og militæret må have kniplerne frem for at holde dem tilbage.
I palæet slagtes fårene (hvor kom de egentlig fra?), og der graves efter vandkilder for at overleve, men man fornemmer en form for forløsning. Og pludselig står alle som de gjorde ved deres ankomst til festen, pianisten bliver bedt om at spille den samme melodi som i starten, og som ved en højere magts indgriben, er forbandelsen ophævet og alle kan forlade palæet.
Operaen THE EXTERMINATING ANGEL er et absurd og provokerende civilisationsdrama, hvor Buñuels revolutionære tanker bliver fulgt overbevisende til dørs af Thomas Adès følsomme kompositioner.
Adès, som i 2016 gav os den vildeste kammeropera oplevelse med POWDER HER FACE på Takkelloftet, er endelig tilbage i København.
Viva la vida!
Fotos: Camilla Winther