⭐⭐⭐⭐⭐
“Der er et sort hul på verdens kort”
I Stephen Sondheims blodige drama om barberen der uretfærdigt bliver forvist fra London til tugt i Australien, men siden kommer tilbage og hævner sig på alt og alle, viser musikdramatik sig fra sin bedste side.
Og er SWEENEY TODD så en opera, en musical eller en operette? Who cares! Det er fantastisk når musikdramatik folder sig ud med både store stemmer, dramatisk skuespil og vittig timing – hvem behøver at sætte et stempel på det, når man bare kan læne sig tilbage og nyde det.
SPOILER ALERT (hop til efter billede): Sondheims historie er simpel; den lille hæderlige barber lever et stille liv med sin smukke kone og barn, indtil den magtfulde dommer Turpin får øje på barberens smukke kone og derfor dømmer barberen til udvisning, så han kan kaste sig over barberens kone. Barberen slipper fri efter mange års tugt i Australien, og vender tilbage til London for at genforenes med familien, men det viser sig at konen har taget sit eget liv i skam og datteren Johanna er spærret inde i et gyldent bur hos dommeren, der nu bare venter på at kaste sig over hende. Barberen ser rødt, og i samarbejde med den lokale tærtebager Mrs Lovett, begynder han at skære halsen over på alle de folk der svigtede ham, mens den driftige Mrs Lovett øjner en chance for endelig at få frisk kød i sine tærter. Hævnen er sød. Eller er den?
Egentlig blev Sweeney Todd – The Demon Barber of Fleet Street sat op som en musical på Broadway i 1979, og i 2007 lavede Tim Burton en filmudgave med bl.a. Johnny Depp og Helena Bonham Carter der fejede benene væk under de fleste. Og nu sætter Det Kongelige Teater så SWEENEY TODD op i Operaen, med et fremragende cast af operasolister fra øverste hylde, gæstende iscenesættere, samt både Det Kongelige Operakor og Det Kongelige Kapel.
Der er selvfølgelig alternerende besætning på den store produktion, men til premieren var det Palle Knudsen der sang Sweeney Todd og Susanne Resmark der var Mrs Lovett, og selv om de er vant til at synge sammen i de største partier i de store operaer, så bliver der i Sondheims blodige drama skabt et uhyggeligt skønt horror-lystigt samspil mellem en hævnlysten Palle Knudsen og en vidunderligt bramfri Susanne Resmark.
I en mindre, men vigtig rolle, er Gert Henning Jensen lige i øjet som den øretæveindbydende italienske flaneur, plattenslageren Adolfo Pirelli. Det er utroligt som Gert Henning-Jensen kan lege med de lette toner, og som opstyltet gadehustler er han i sit es. Cassandra Lemoine synger Johanna Barker, Todds datter, der bor låst inde på et værelse hos den magtfulde og frygtede dommer Turpin, og sammen med Nicholas Morton der synger den unge sømand Anthony Hope der forelsker sig i Johanna, skinner de igennem med de klareste stemmer i den fine lille kærlighedsfortælling der også er i SWEENEY TODD, og det er i deres duetter man for alvor føler musicalgenren presse sig på.
”She was his reason and his life”
Den Oscar-, Tony- og Pulitzer-vindende komponist Stephen Sondheim, der også står bag så ikoniske værker som West Side Story, har til musikken i SWEENEY TODD stjålet med arme og ben, og ladet sig inspirere af både Berlioz og de ikoniske toner fra Dies Irae. Men resultatet er ikke bare fængende, det er både frygteligt smukt og isnende godt. Sondheims samfundskritiske drama er et klart hip til datidens Thatcherism og stigende ulighed i samfundet, men gennem musikken og den blodigt-humoristiske fortælling bliver SWEENEY TODD så afvæbnende, at man må overgive sig til barberens skarpe knive.
Foto: Miklos Szabo