⭐⭐⭐
Skønt at opleve et usminket ansigt fuld af rynker, tale om kærlighed og brunst.
Victor Marcussen er den islandske fåreavler Bjarni, der alt for sent og med det ene ben i graven, tager sig sammen til at svare på brevet fra Helga, hans livs uforløste kærlighed. Alt for sent til at gøre noget ved det, alt for sent til at ændre noget.
Gennem hele livet har han begæret Helga, ønsket hende som en del af sit liv, men gang på gang er det kun blevet til skuffelser. Og den ene gang hvor det lykkedes at blive forenet i høet, og Helga bliver gravid, ender det med at han ikke kan tage sig sammen til at vælge faderskabet og livet med Helga.
Han tør ikke tage chancen og flytte til Reykjavik, han kan ikke løsrive sig fra sin bygd, og han må vænne sig til et liv uden sin datter – og uden Helga.
Lystige suk og støn i folks hjerner – jeg var manden, som hele kommunen betragter som den store forfører.
Og ikke bare levede fåreavleren i årevis med uforløst begær, hele livet har Bjarni også levet med at kommunens borgere fejlagtigt troede han var den helt store Casanova, så meget at selv hans kone troede på sladderen.
Men når Bjarni nu som 90-årig kigger tilbage på sit uforløste liv, er det med en skøn blanding af kærlighed og sorg, brunst og afholdenhed, får og væddere. Victor Marcussens monolog bliver fremført med en moden mands ro, en erfaren mands sind, og et rynket ansigts smukhed. Der er alt for få usminkede rynkede ansigter på danske scener – men her er et smukt eksemplar.
Foto: Ursula Marcussen