⭐⭐⭐⭐
Meget stor fortælling på en meget lille scene.
Det er en kæmpe fortælling som den nytiltrådte teaterdirektør Jacob Schjødt har taget livtag med, når han og iscenesætteren Vibeke Wrede – der også har skrevet manuskriptet – opsætter STORMFULDE HØJDER på den intime scene Værkstedet.
Det er naturligvis ikke let at omsætte Emily Brontës kæmpe roman til scenen, for det verdensberømte kærlighedsdrama indeholder så mange relationer, forhold og følelser, at man næsten skulle tro det umuligt at rumme det på en scene. Men i stedet for at tage den største scene på Odense Teater, og spille 5-6 timer i streg, så har de drevne teatermennesker med konceptet serieteater skabt en helt ny genre, hvor de i har opdelt historien i tre dele – noget vi ellers kun kender fra TV og streaming.
På den lille scene har scenograf Peter de Neergaard, næsten naturstridigt, indkapslet Brontës kæmpe verden af kærlighed og galskab, og i Wredes tidstro iscenesættelse når vi på kun 1 ½ time rundt i alle de scenarier som er så vigtige i fortællingen.
Historiens omdrejningspunkt er forholdet mellem den fattige og forældreløse Heathcliff og godsejerdatteren Catherine, som spilles af Alexander Mayah Larsen og Cecilie Gerberg Nielsen, og de to afgørende karakterer bliver spillet både overbevisende og præcist, ikke mindst i deres fremstilling af forholdet mellem rig og fattig. For selv om STORMFULDE HØJDER er et kærlighedsdrama, handler Emily Brontës fortælling lige så meget om forholdet mellem rig og fattig, ligesom religiøse og racemæssige undertoner spiller en stor rolle.
Det er kun første afsnit af den store fortælling der vises nu, men selv om man efter 1 ½ time er næsten forpustet over det store persongalleris mange relationer, er STORMFULDE HØJDER – DEL 1 præcis så fuld af drama, at man næsten ikke kan vente på næste afsnit.
Foto: Karoline Lieberkind