⭐⭐⭐⭐⭐
Hang Dronningens karet fast i sneen? Kom Dronningen for sent?
Jeg har aldrig oplevet et premierepublikum på Det Kongelige Teater være i tvivl om de skulle rejse sig, når Hendes Majestæt Dronningen indtager sin plads i Kongelogen.
Men det skete ikke desto mindre til premieren på SNEDRONNINGEN i Operaen, da Francesco Negrin som indledningssekvens lader børnene Gerda og Kay pjatte rundt i Operaens proscenium, helt uden sang. Publikum følger selvfølgelig Sofie Elkjær Jensen og Melis Jaatinen opmærksomt på scenen, men pludselig, efter et par minutter, træder HM Dronningen ind i Kongelogen, og en bølge af ubeslutsomhed skyller ind over den udsolgte sal. For er det ikke respektløst overfor de optrædende kunstnere pludselig at rejse sig op, eller er det mere respektløst at blive siddende når HM Dronningen indtager salen? Kort efter er der dog slag på stang, dirigenten Robert Houssart kommer ind under klapsalver, og roen falder atter over publikum, der blot har været vidne til den spanske iscenesætter Francesco Negrins innovative tilgang til operagenren. Nu også med HM Dronningen som vidne.
Negrin er kendt for sine store armbevægelser og forkærlighed for dans i sine operaer, og med nyskrevet musik af Hans Abrahamsen, med libretto af Henrik Engelbrecht og et stjernecast fra Den Kongelige Opera på scenen, har Negrin ingen undskyldning for ikke at gøre HC Andersens dunkle eventyr til noget helt specielt. Og helt specielt er det blevet.
HC Andersens SNEDRONNINGEN handler kort fortalt om barndomsvennerne Gerda og Kay, der som børn er tætte venner, og lever i en smuk verden fuld af roser uden torne. En dag ændres alt dog, da Kay får en troldspejls-splint i øjet, bliver ond, og nedgør alt hvad han ser og oplever. Han glemmer alt hvad han har lært, ikke mindst sit Fadervor, og han er pludselig kun tiltrukket af Snedronningens slot og mørke univers.
Gerda er ulykkelig, og drager ud for at finde sin sande ven igen. Efter mange trængsler og forhindringer finder Gerda endelig Kay, og hendes varme tårer opløser troldspejlets splint, og de kan vende hjem. HC Andersens fortælling er proppet med symbolik, og det er alt sammen taget med i Negrins Opera.
Sofie Elkjær Jensen er storartet i det bærende parti som Gerda, og på trods af Hans Abrahamsens smukke, men i perioder svært tilgængelige toner, så formår Elkjær Jensen at give Gerda stamina, mens Henrik Engelbrechts HC Andersen-loyale libretto gør Abrahamsens fortættede musik nemmere at forstå. Cadeau til både sopran og librettist.
Kragerne har en vigtig rolle i HC Andersens eventyr, og både Jens Christian Tvilum som den vilde skovkrage, og den uforlignelige kontratenor Morten Grove som den tamme slotskrage, er smukt flettet ind i Abrahamsens opera, hvor de begge får lov til at opløfte deres stemmepragt. Det er ærgerligt nok mere end man kan sige om Gert Henning-Jensen og Sibylle Glosted, der som Prinsen og Prinsessen desværre slet ikke får lov til at synge igennem. Spild af to så smukke stemmer.
Johan Reuter synger derimod pragtfuldt igennem som Den Universelle, en omskrivning af Snedronningen, og i Francesco Negrins store iscenesættelse er den centrale figur ophøjet til Zenit i værket – et uundgåeligt midtpunkt placeret lodret i midten af scenerummet.
Hvilket leder mig over til forestillingens absolutte højdepunkt. Med al respekt for både fremragende sangere, musikere, kor og komponist, samt med stor risiko for tæsk med en våd morgenberlinger, bliver jeg nødt til at fremhæve scenograf Palle Steen Christensen som SNEDRONNINGENs ultimative stjerne. Christensens kæmpemæssige systemscenografi, en verden skabt i samarbejde med lysdesignerne Bruno Poet og Matt Daw, samt LED troldmændene fra Playmodes Studio, er blevet en overjordisk fortælling i sig selv. Palle Steen Christensen har i arbejdet med SNEDRONNINGEN metodisk arbejdet med koder, og med en fastforankret tro på en udpræget digital tilgang, har den grænsesøgende scenograf skabt et rum der ikke er set før på danske scener. Det er nøjagtigt udregnede linjer og intethed – det er formler i fysisk form. Det er lys der løber langs væggene og viser vej, det er lys der viser mørkets kulde. Det er stringens og klarhed. Det er figurer der kommenterer på vores dna, det er sne og kulde, det er skærmen der beskytter os mod det onde. Den er ubeskrivelig. Den skal opleves.
Og Dronningen? Hun kom til tiden.
Foto: Per Morten Abrahamsen