⭐⭐⭐⭐
” Ti-hi-hi-hi……Mu-ha-ha-ha”
Det er svært at grine når man lige er blevet forladt, og fuldt forståeligt at Nana Morks hellere vil vræle ind i væggen. For sammen med sin far, spillet af Henrik Prip, er hun blevet midtpunktet i Latterklubben for Sorgramte, stedet hvor latteren helbreder alt.
Klubben er en af de tre akter i Mungo Parks sorg-potpourri SMASK, hvor Anastasia Nørlund iscenesætter tre nyskrevne historier fra kærlighedens verden, forfattet af dramatikerne Zakiya Ajmi (Med venlig hilsen din ekskone), Rasmus Krone (Allehelgensaften) og Marie Bjørn (Klubben). I princippet tre selvstændige værker, men af Nørlund flettet sammen i en sammenhæng med mening, og en fantastisk lille rejse i de følelser vi alle kommer ud for på et tidspunkt. Og netop genkendeligheden i Mungo Parks sorg-potpourri er det store scoop i de unge dramatikeres tekster.
”Han skal bare skrue ned for fiske-kiksene”
Ud over Morks og Prip fra Anna Malzers smukt komponerede ensemble på Mungo Park, alternerer Sara Fanta Traore med Rikke Westi som den sidste skuespiller i SMASK, og ved forestillingen jeg overværede, levede Rikke Westi helt op til ensemblets høje standard. I Frederikke Dalums klogt opbyggede, samt køligt afvisende og meget hvide scenografi, kommer publikum først ind i hovedet på den unge fraskilte mor, der ikke kan rumme at Myntes far påvirker deres fælles barn så meget. Ikke alene ligner Mynte mere og mere sin far, han giver hende også alt for mange af de sprøde fiske-kiks. Jeg ved godt at det ikke er pænt at grine af andres ulykke, men hold kæft hvor er det grineren at se hende forklare sig overfor datteren Myntes pivedyr.
”Tak for denne gang”
I Allehelgensaften er det omvendt manden der sidder tilbage, og ikke helt fatter hvad der har ramt ham. Efter at have set ekskonen vandre ud med hendes sidste ejendele, er der på Allehelgensaften kun de irriterende udklædte slik-betlende unger tilbage, og den stadig chokramte mand begynder således at forklare en lille pige – udklædt som en begravelsesbuket – om sit forliste ægteskab gennem en LEGO-hus analogi. Igen, pinagtigt genkendeligt, men kosteligt morsomt.
SMASK på Mungo Park er unge stemmers bud på sorgterapi, iscenesat med raffineret ildhu og tragikomisk underspillet, så man er sikker på det gør ondt. I lattermusklerne.
Foto: Zuhal Kocan