SKATTEGRAVEREN // Takkelloftet, Operaen på Det Kongelige Teater

⭐⭐⭐⭐

Avantgarde på den jyske hede anno 1867.

Forfatter og skolelærer Evald Tang Kristensen (1843-1929) dedikerede sit liv til indsamling af folkeminder i Danmark, og med den store skat af indsamlede minder han fik samlet, er det ikke underligt at Tang Kristensen efter sin død fik kælenavnet SKATTEGRAVEREN. Og nu, i 2019, har Mauro Patricelli med afsæt i de originale folkesange, skabt en biografisk musikfortælling om den dedikerede samler på den jyske hede.

Lyder det tørt? Det er det ikke! Det er en rejse tilbage til den jyske hede anno 1867, men også en vild rejse i glemte måder, og nytænkt brug af gamle remedier. Der spilles på spade – og vi snakker ikke elguitar, men gode gammeldags spader, af den type man bruger når man graver efter guld på den jyske hede.

“The aim was to reawaken interest in old poesy, to stimulate national identity”

Mens der intenst bliver spillet på to klaprende skrivemaskiner, bliver en gigantisk bastromme nænsomt behandlet med følsom musikalitet af percussionisten Matias Escudero Seibæk – og det lydbillede er ganske fortællende for hele den avantgardistiske tilgang i Patricellis opera. Ligesom den ungarske komponist Béla Bartók der jo også var musik-etnolog, lader Patricelli folkemusikken agere klangbund, og spille en gennemgående rolle i sit dokumentariske operaværk om Evald Tang Kristensens virke.

“A proto-sociologist, rather than simply a folklorist”

Scenografien består af to mandshøje jordbunker, med orkesterets instrumenter placeret i midten, fire kasser sand til spaderne, samt et par poser med terninger. Og på bagvæggen er der skiftevis tekst og fantastiske 1867-fotos af alle Evalds kilder, spredt ud over hele Jylland. Alle mændene på de gamle fotos er iført uldne veste, alle kvinderne med tørklæde om hovedet. Det lyder måske rodet, men det virker.

SKATTEGRAVEREN er en rejse tilbage til den jyske muld, og med den lyrisk-dramatiske sopran Signe Asmussen i spidsen, samt spader, sand, og skrivemaskiners klapren, fornemmer man klart landsbyens liv med smedjens lyde, de handlende på torvets summen, og borgernes skjulte blikke. Mauro Patricellis SKATTEGRAVEREN er en frugtbar blanding af dokumentariske tekster, billeder og lydklip, samt klassisk opera og avantgarde.

Foto: Søren Meisner

SE MERE