Så blev sæsonen også skudt i gang på Teaterøen, hvor Peter Kirk & co med et brag fejrede at det Lille Storbyteater for alvor er oppe og flyve.
Fornemt blev man modtaget, og knap havde man fået et glas bobler i hænderne, før man på udendørs scenen kunne opleve Liminal DK og Erik Polds tragikomiske middelalderperformance NAR, med den charmerende Johannes Lilleøre som den moderne nar med moralske kvababbelser. Absolut en forestilling med noget på hjerte, og fløjtende lystigt spil af Lilleøre.
Efter NAR klapsalverne havde lagt sig, fortsatte sæsonfesten inden døre, og med Teaterøens køkkenmaestro Martin Guf Becker Rasmussens superlækre tapas der begyndte at drysse ned fra himlen, var vi allerede i højt humør.
Flere af øens residerende kunstnere viste bidder fra deres virke, og som det helt store brag var COME AND SEE THE ZIRKUS trukket i arbejdstøjet, og havde med 20+ musikere og dansere fuldstændigt indtaget Teaterøens Store Scene. En fantastisk historie om død, forræderi og kærlighed blev fortalt, festgæsterne fik hvad hjertet kunne begære, og dansen og rytmerne dunker måske stadig derude på øen….
fotos: Casper Koeller / Sceneblog