⭐⭐⭐⭐⭐
– og da vi forlod Husets Teater, var det med stanken af svineblod i næsen, fornemmelsen af strækmarch-toner i ørerne, og en lettere tumultarisk tankegang omkring hvad f….. det var vi lige havde overværet.
Tue Bierings ROCKY! er ikke bare en klassisk scenekunst provokation, hvor vi – de uanfægteligt gode teatergængere med de rigtige meninger – gyser med velbehag, for derefter at sætte os ned til vores økologiske mikrobryg-øl, ogbekræfte hinanden i at vi jo alene er de rette herskere af vores verden.
ROCKY! er derimod gået skridtet videre. Og i flere omgange.
Først med genfortællingen og omskrivningen af filmklassikeren ROCKY, med Sylvester Stallones bokse-taber der rejser sig mod overmagten og vinder alles hjerter, hvor vi igennem Morten Burian forstår hvad det er vi rent faktisk lader os underholde af: en pryglet skæbne der rejser sig mod den nedladende kultur intelligentsia, der med de rigtige meninger og kulturelle baggrund holder alle andre nede.
Alle os der har set de originale ROCKY film, og siddet og heppet på Stallone, når han med sit hængende øje og snøvlende stemme til sidst vinder både mesterskab og pige – vi får pludselig en lige højre på kæben, når det går op for os i forestillingen hvem vi sidder og hepper på.
Morten Burian får hevet en svinekrop ind som boksebold i Peter Schultz & Ditlev Brinths slagtehal-agtige scenerum, men spørgsmålet er, hvem der egentlig ender med at få flest tæsk.
For Burian & Biering får ligeså stille afleveret budskabet om, at revolutionen måske slet ikke kommer fra venstrefløjen, men fra alle de vrede undertrykte folk der føler sig trådt på, tilsidesat, ikke taget alvorligt – latterliggjort.
Og bedst som vi tror at forestillingen er slut og vi kan puste ud, så kommer Tue Biering med det sidste svirp med pisken over os.
Han har inviteret en højreradikal politiker på scenen, og hun får lov til – ucensureret – at læse op i 10 min, om hvordan hun føler sig behandlet i DK.
Alt i alt en forestilling der – på egne præmisser – får rykket i publikum i en sjældent voldsom grad, og som med en vildt velspillende Morten Burian får sat tanker i gang, som mange af os nok ikke vidste vi havde.
Fotos: Henrik Ohsten Rasmussen