To af Anna Malzers venner der var på kærlighedsferie i Paris, var sure over alle de idioter med gule veste, der med bål og brand i gaderne ødelagde deres romantiske middage, når de to kærester nu var taget helt til Frankrig for at nyde hinandens selskab.
Det pissede Malzer så meget af, at hun bare måtte skabe en forestilling der tog problemerne i Frankrig seriøst, og ikke mindst gjorde De gule vestes kamp forståelig og vedkommende for et dansk publikum, der både rummede borgerne i Allerød, og de utilpassede unge i Høje Gladsaxe på Vestegnen. For ”hvad fanden har det med mig at gøre?”, som en vred lytter fra Randers sagde i et radioprogram, hvor Mungo Park direktøren var inviteret til at fortælle om sin forestilling DE HOVEDLØSE. Alt for mange ved ikke hvad der foregår rundt omkring i verden, alt for mange vender blot det døve øre til når naboerne skændes og slagene falder.
På Republiques REAKTOR scene havde Anna Malzer – sammen med Karina Lykkesborg og Bikubenfonden – sammensat et debatpanel, hvor Anna Malzer sammen med husinstruktøren fra Teater SortHvid, Sigrid Johannesen, rektor for Teaterhögskolan i Malmø, Ditte Maria Bjerg, samt forskeren Jørn Boisen, havde ryggen mod muren i spørgsmålet om hvordan revolutionen italesættes bedst i scenekunst – og om den i øvrigt overhovedet hører hjemme der?
Den altid modige Torben Sangild var moderator på den fyldte REAKTOR scene.
De tre erfarne kvinder med forskellige tilgange til kunsten blev opfordret til at udfordre hinanden på deres metoder, og selv om de jo kender hinanden særdeles godt fra en lille branche, var det yderst interessant at få ord på hvordan – og ikke mindst hvorfor – de agerer som de gør.
Alle tre er bestemte kvinder, og den hårde nitte Sigrid Johannesens stålsatte tro på interaktionen, og troen på at hvis de ikke vil komme til os, så må vi komme til dem, hvor hun f.eks. i hendes THE TROLL SHOW bogstaveligt talt sendte trolde på gaden for at opsøge folk, er et meget direkte modsvar på den ligegyldighed eller laden stå til som Danmarks befolkning alt for ofte lider af.
Ditte Maria Bjerg advokerede først for ”ekspert-teater” med både skuespillere og almindelige mennesker på scenen, og siden for indholdets betydning i.f.t. at tiltrække nyt publikum. Hun fremhævede i den sammenhæng forestillingen I AM ALSO SOMALIA, hvor Global Stories trak et somalisk publikum ind, der aldrig før havde sat deres ben i et teater.
Anna Malzer – Ama’r pigen hvis barndomsvenner aldrig gik i teatret – tror på underholdningselementets store værdi i den sammenhæng, og peger på Bertolt Brecht som det store forbillede. Brecht, den tyske marxist og systemkritiker par excellence, som jo også blev fortaler for scenekunstgrebet Verfremdungseffekt (distanceringseffekter), har iscenesat nogle af teaterhistoriens vigtigste fortællinger som f.eks. Laser og pjalter (Die Dreigroschenoper) og Aufstieg und Fall der Stadt Mahagonny som musikdramatik, stærkt politisk – men med kolossal underholdningsværdi.
Og selv om direktøren fra Mungo Park altid leder efter eksistentialismen i aktualiteten, så kan man på samme måde som i Laser og Pjalter sagtens grine adskillige gange uden at skamme sig når man ser DE HOVEDLØSE, Anna Malzers sidste vilde bidrag til revolutionen.
Tak til Bikubenfonden for en forrygende eftermiddag med knyttede næver – og højt til loftet.
Vive La révolution! Vive les arts du spectacle!
Foto: Casper Koeller, Sceneblog