⭐⭐⭐⭐⭐
Anna Bros grå tanker har mange farver.
”Jeg er virkelig modstander af tanker. Jeg kan ikke styre dem. De vil ikke rides til. De er modstandere af puttetider. Og lukketider”
Ida Cæcilie Rasmussen er kvinden der har styr på det hele, med et pænt hjem, en velfungerende familie og et arbejde som kirurg hun er dygtig til. Men en dag banker det på døren, og ind træder stemmen – den stemme der konstant pirker til alle de tanker der ligger og rumler bagest i hovedet.
Cops in the head, som teaterpædagogen Augusto Boal betegnede det i hans Theatre of the Opressed, er også et godt udtryk for den frygt og de katastrofetanker der ligger latent i de flestes hoveder, og som kan blive ødelæggende for enhver der ikke magter at holde dem ude – eller interagere med dem. Augusto Boal brugte det i teatersammenhæng, hvor han påviste teatrets magt over et publikum der ikke kan/får lov til at interagere, men blot ukritisk labber tankerne i sig. På samme måde er det i livet – kan man bruge tankerne konstruktivt, kan de være livgivende. Kan man ikke, vil de påvirke ens liv i en altødelæggende spiral af angst og indelukkethed.
”De holder fest om natten, og de lukker ikke vinduerne”
I RÆDSEL er Alexander Clement den snigende, stille, insisterende, skiftevis venlige, skiftevis voldsomme stemme, der følger kvinden overalt. Kvinden der først modvilligt lukker ham ind efter et uheld på arbejdet, siden lever med hans råd og føler en form for tryghed og beskyttelse, senere bliver mere og mere indelukket og afvisende overfor alt og alle, for til sidst at genkende stemmen fra sin barndom, og endelig søge hjælp.
Dramatiker Anna Bro har skrevet RÆDSEL, og AHA Produktion har sammen med Teater Grob skabt en komprimeret forestilling om livet med konstant angst – for livet. Rune David Grue har instrueret den grå forestilling med de mange nuancer, der hverken er moraliserende eller belærende, men oplysende i ordets bedste forstand. Hvis du kender til stemmer og angst, vil du genkende det. Hvis ikke – så vil du forstå det bedre nu.
Foto: Søren Meisner