⭐⭐⭐⭐
Ensomhed på begge sider af hullet i væggen.
Midt i Copenhagen Distillerys store hal står en ensom figur, nøgen i et bur af krøllet ståltråd. Han slår på sig selv, som en flagellant der straffer sig selv for menneskets synder. Publikum står i ring om den udstillede mand, og buret ryster i takt med hans slag. Han forsøger på at finde ud, men bliver endnu mere viklet ind i ståltråden, mens han sagte piber med bedende øjne.
Et andet sted i halen står en sort boks, hvor en mand kæmper en ulige kamp mod en uendelig strøm af hvide bånd, og hullerne vi kigger igennem, er heldigvis så små at vi håber han ikke kan kigge tilbage.
En lav, dystert udseende kasse af stål og gummi tiltrækker sig pludseligt opmærksomhed, da lamper tændes ned mod den rillede plexiglas overflade. Vi opdager en kvinde i kassen, og står nu og kigger uden blusel på hendes krop der vrider sig under plastikken. Er hun indespærret? Der er en udgang, men lige så snart hun når op og har friheden inden for rækkevidde, lader hun sig falde tilbage i kassen. Man aner et smil – eller er det smerte? Hun gisper som en guldfisk, og minder momentvis om en sugemalle i et akvarium. Foruroligende smuk (indespærret) koreografi.
En tydeligt hjerneskadet mand sidder på en skammel i et hvidt univers bag foldevægge, og som hans monolog skrider frem, vil man helst kigge væk, men smugkigger alligevel. Overvældende intimt, og den installation hvor man føler sig mest udstillet – som lurer.
Et stort teltagtigt indelukke er omkranset med halvgennemsigtige slør, og i midten står en kvinde. Eller rettere – hendes krop. For hendes hoved er ikke i teltet, men på den anden side af et farvestrålende teltdugs-loft, så vi der lurer igennem slørene, ikke kan se hendes ansigt, og dermed ikke kan se om hun er glad eller ked af det. Hun begynder at danse, at bevæge kroppen i en koreografi som er svær at tolke, når man ikke kan se hendes ansigtsudtryk. Her får vi ikke noget foræret, det er op til tilskueren at bedømme om hun er ensom, om hun føler sig udstillet, eller hun måske rent faktisk er glad for at være i centrum for vores opmærksomhed.
Og der er flere andre steder i Cph Distillerys rå hal, hvor der er bokse og aflukker med kighuller, hvor man med en hjemmebrygget G&T fra destilleriets bar kan smugkigge, og måske få en oplevelse af ensomhed – foran eller bagved kighullet.
Det er de dedikerede dadadans performere Bo Madvig, Miguel Cortes, Liv Mikaela Sanz, Bodil Lassen og Maria Helena Wilhelmsson, der er i ensomhedens centrum, og i PEEPS er de nærmest en del af scenografien. Siggi Oli Palmason og Laura Rasmussen har stået for den gennemtænkt fordækte scenografi i denne foruroligende smugkigger verden, og sammen med Helle Bachs intense koreografi, er ensomhedsuniverset i PEEPS komplet.
Foto: Gisli Dua