⭐⭐⭐⭐⭐
Det gør slet ikke noget at fars kasket er lidt for stor, når solen skinner og belgiske artister spiller tromme på tagrenden og slår flikflak på en stige.
Helsingør Teater & Dunkers Kulturhus I Helsingborg står bag den farverige festival PASSAGE, der huserer interregionalt med både gadeteater og performances på tværs af den dansk/svenske grænse. Festivalen er for alle der kan følge med, hvad enten man er 5 år og lige har fået sin første kasket, eller man er en erfaren teatergænger der vil snuse til det nyeste nye. Og lige præcis det spænd er igen i år PASSAGE festivalens stærkeste kort.
På en dag hvor Corona pandemien er ved at foretage sig, og man endelig igen må samles om oplevelser ud over det sædvanlige, indledte Sceneblog sin festivaldag med at følge den belgiske trup Be Flat, hvor den charmerende duo Ward Mortier og Thomas Decaesstecker skulle vise sig at være mere end helt normale besøgende i Helsingørs gamle by. Be Flats performance FOLLOW ME var en blanding af parkour og artisteri, med et gennemgribende stænk af cirkusrytme i ørene og savsmuld i næseborene. Duoen lagde ud – næsten diskret – i en baggård, hvor de på eleganteste vis fik forklaret os hvordan publikum skulle bære en klapstol henslængt over skulderen, en klapstol der viste sig at være meget mere end blot et stillestående møbel.
Med publikum som en hale af påfuglefjer der foldede sig ud ved mindste vink, gik, kravlede, løb og dansede duoen sig igennem Helsingør, som var de på legestativet i baggården hjemme i Gent. Med klapstolene i hænderne kunne vi vinke, klappe og holde fast i hinanden, og med stolene under måsen fik vi tiltrængte pauser, hvor vi med åben mund og polypper betragtede de to artisters legende lette tilgang til den levende organisme, som Helsingør viste sig at være i deres hænder.
I træer, under tagrygge, på kirkevinduers karme og på Kulturværftets udvendige brandtrappe – intet var som før, og intet var mere naturligt for de to artister end at bestige bjerget Helsingør. Be Flat er gadeteater når det er bedst, og perfekt til en festival hvor legen spiller ind på mange plan.
Men hvor der satses, sker der også uheld, og jeg rendte ind i ikke mindre end tre forestillinger samme dag der blev aflyst, enten p.g.a. vejrlig, tekniske uheld eller covid. Men så finder man bare noget andet – det er jo charmen ved en festival.
PASSAGE byder som sagt på et bredt udvalg af performance og kunst, og igen i år havde festivalen formået at få det italienske instruktørikon Romeo Castellucci til festivalen, og sammen med Societas præsenterede han et værk som ikke bare er kompromisløst og svært at dechifrere, men også decideret utilgængeligt for mange i værkets ekstreme form. Castelluccis THE THIRD REICH er med sine åbenlyse referencer til nazismen et værk der flirter med undergangen, og selve værket, hvor 90% består af en sort væg hvorpå navneord bliver projiceret i kun tiendedele af sekunder, mens en tordnende lydmasse sætter Kulturværftets store scene i nødretstilstand, er et gensvar på hvordan nazisterne systematisk arbejdede fascismens sprog ind i det tyske hverdagssprog. THE THIRD REICH er altså så langt væk man overhovedet kan komme fra det lette og legende som festivalen tidlige på dagen havde vist mig, og alt i alt et levende eksempel på hvor bredt PASSAGE spænder.
Det krævede mildest talt en stille stund, og som på enhver festival med respekt for sig selv, var der selvfølgelig også tid til at nyde et glas ved havnefronten i smukke Helsingør.
På den anden side af de små træbåde i Kulturhavnen anede Sceneblogs udsendte lige den stedsspecifikke performance FICTIONS OF THE FLESH, hvor norske Mariama Fatou Kalley Slåttøy dansede i den eksperimentelle solooptræden, men på det tidspunkt af festivalen var det ro der var brug for, og vi blev derfor siddende længst muligt på den anden side af vandet.
Men dagen er ikke ovre før damen har sunget, og en festival uden lir er ingen rigtig festival, så dagens afsluttende forestilling var Sew Flunk Fury Wits immersive performance THE FOXCAVE, en rødglødende verden af sirup, savl og legemssafter, samt varme bade, fjer og en hel del Kinbaku – den japanske form for bondage. Sew Flunk Fury Wit havde denne gang ikke deres fantastiske dukker med, men kunstnerisk leder Svend E. Kristensen og instruktør Jesper Pedersen havde i deres labyrint-koncept til gengæld et stort hold af performere, der på egen krop kunne mærke livet og lysterne i THE FOXCAVE, en labyrintisk hule i den nedlagte brandstation i Helsingør.
Ingen tvivl om energien i Kristensen & Pedersens fiktive orangerøde verden, hvor De Besatte leder efter deres grænseløse drifters fuldkommenhed, men der var ikke overvældende meget nyt i de batikfarvede lette klæder og stoffer, eller i det nøgne 70’er fællesskab der prægede SFFWs performance. Jeg kunne godt have ønsket mig en mere retningsbestemt udvikling i fortællingen, der ellers blot fremstår som et oplevelsesrum, selv om scenograferne Johan Kølkjær & Marie Rosendahl Chemnitz havde skabt et meget gennemført univers i erotikkens tegn.
Bedste soloperformance, og vigtigste greb i værket, var da koloratursopranen Nina Sveistrup Clausen, bundet stramt med Kinbaku knuder, sang sin lykke ud over de drivvåde performere. Det var hendes stemme der tog Sew Flunk Fury Wits THE FOXCAVE skridtet videre.
Ligesom i det legendariske britiske teaterkompagni PUNCHDRUNKs forestillinger, er det i THE FOXCAVE publikum der bærer maskerne, og ud over at det giver en – i dette tilfælde nok meget berettiget – fornemmelse af at være en Peeping Tom, så er det en storartet måde at lade publikum føle sig lidt mere ”sikker” i en overvældende verden af orangerød erotik.
Kunst, artister, oplevelser, aflysninger, støjinferno og erotik. THE FOXCAVE blev sidste forestilling før Kystbanen fik os sikkert hjem efter en lang dag, hvor PASSAGE igen beviser deres berettigede plads i årets teaterkalender.
Ser frem til PASSAGE 2022.
Foto: Casper Koeller, Sceneblog