⭐⭐⭐⭐⭐
At favne er at leve.
Når jeg gav del 1 af Dansehallernes OPENINGS undertitlen At danse er at favne, så var det blandt andet med inspiration fra snakke med bl.a. producenterne Eva Steen Nordhagen og Sebastian Nervil, der lige som direktør Danjel Andersson var sitrende i både sjæl og krop under OPENINGS i Dansehallernes nye domicil Kedelhuset. Og alle som én var de enige om, at det dansen både kan – og skal – det er at favne. Og det er derfor programmet i Dansehallernes første OPENINGS festival emmer af både diversitet og bredde. Selvfølgelig alt sammen af højeste karat, som direktøren skyndte sig at tilføje – hvilket han nu ikke behøvede. Det kan vi godt selv se eller afgøre.
Og som jeg skrev i OPENINGS del 1, så var flere store navne på programmet, hvor jeg også overværede Mette Ingvartsens nye store værk RUSH, der viste sig at være en præsentation af værker fra de sidste 20 års samarbejde mellem Ingvartsen og danseren Manon Santkin, der naturligvis også lagde krop til Ingvartsens koreografiske verden her i Kedelhusets blackbox.
RUSH og Mette Ingvartsen var nærmest en selvfølge i et program der både vil rumme det nyeste og det vi står på skuldrene af, og da Mette Ingvartsen efter nogles mening er den største danske koreograf siden August Bournonville, passede det da også fremragende ind i konceptet. Jeg synes nu ikke at selve forestillingen var specielt epokegørende på nogen måde, det var den alt for fragmenteret til at være, men som showcase for hvad Ingvartsen har skabt til danseren Manon Santkin gennem de sidste tyve år, der var den fantastisk.
Fantastisk er også meget betegnende for Iceland Dance Companys vilde ROMEO & JULIET – UP CLOSE, en fabulerende, intens og storladent blodig rebranding af Shakespeares drama, og den første danseforestilling jeg så har set på Dansehallernes store scene. Med helt åbent op til de bærende konstruktioner under hvælvingen i det gamle kraftværk, er scenerummet enormt, og uden tvivl indbydende overfor enhver kunstnerisk sjæl der ikke bryder sig om for mange snærende bånd og restriktioner. Og ROMEO & JULIET – UP CLOSE udfoldede da også deres ide med både saft og kraft, der emmede i hele salen. En kæmpe oplevelse.
Men vi er til åbningen af et nyt stort hjem for dansen, og jeg bliver nu nødt til at anfægte Dansehallernes valg, når det kommer til vægtningen mellem scene og publikum. For selv om deres store scene både er smuk, har masser af luft, og megahøjt til loftet, samt uanede muligheder for kunstnerisk udfoldelse, så er der kun plads til ca 200 tilskuere. Og det er simpelthen ikke nok.
Hvis man gerne vil være dansens nationalscene, og fjerne dansen fra sit ofte elitære ry, så skal man have en større scene, med plads til betydeligt flere tilskuere. Jeg er med på at der helt sikkert har været lange og drøje forhandlinger med arkitekter og ingeniører, men det er ikke brandudgange det skorter på (rummet er godkendt til 550 personer), så mit gæt er at ledelsen desværre ikke har vægtet antallet af publikummer højt nok – men satset på at give kunstnerne det bedste hus at arbejde i, det bedste værksted at skabe nye værker i. Også prisværdigt, men uden publikum, uden nyt publikum, uden stort publikum, så risikerer dansen og kunsten at lukke sig om sig selv, og så er vi tilbage i den elitære verden vi gerne vil ud af. Just sayin’.
Men ok, retfærdigvis skal det siges, at Dansehallernes nye hus faktisk slet ikke er helt færdigt, og ud over at der stadig mangler rettelser og småting rundt omkring i de små og mindre studios, så er der bl.a. – som jeg forstår det – en ny publikumsopbygning undervejs, der muligvis kan afhjælpe en del af problemet med manglende kapacitet på hovedscenen. Og da jeg i FIELDWORKS – UNANNOUNCED var på en brillant og virkelig spændende tur med Heine Avdal & Yukiko Shinozaki, hvor vi med lys og lygte fik huset at se og mærke på en helt ny facon, så kan jeg sagtens se de uanede muligheder der er i Kedelhuset – Dansehallernes nye habitat.
Så jeg vil gerne tilføje lidt til mantraet At danse er at favne, for når jeg kigger tilbage på en hel uge med dans og danserelaterede oplevelser som dem OPENINGS præsenterede, så kan jeg kun konstatere, at en ting er, at dans er at favne, men det at favne, det er også at leve. Og derfor må den samlede betegnelse for åbningen af Dansehallernes nye habitat være: At danse er at favne. At favne er at leve.
Coverfoto: Casper Koeller, Sceneblog.dk
Øvrige fotos, se fotograf under billedet