⭐⭐⭐⭐⭐
At danse er at favne.
1707 gæster + det løse. Køen var lang uden for Dansehallernes nye domicil i Carlsberg Byen, da direktør og kunstnerisk leder Danjel Andersson med et stort smil bød velkommen til Kedelhuset.
Arkitekt Carl Harrilds nationalromantiske kraftværksbygning fra 1925 er med nænsom hånd – og i respekt for fredningsværdierne – gennem en årrække blevet restaureret og har fået nyt indre, så Kedelhuset ikke længere bare står stoisk og ser godt ud set udefra, men nu også bliver fyldt med kunst og leben i form af Dansehallerne, der dermed endelig har fået fast tag over hovedet igen. Kulturarven længe leve!
Og at Dansehallerne så åbner deres nye hus med et lille festfyrværkeri af dans – i alle dansens mange facetter – kaldte virkelig på smil, for det tyder godt for det nye hus, som direktøren i glædesrusen vist nok fik kaldt dansens nye nationalscene. Og sikkert er det, at Dansehallerne, der med rundhåndet hjælp fra både fonde, kommunale og offentlige kasser nu har fået et hus af denne kaliber stillet til rådighed, står overfor store forventninger og ønsker, der igen stiller store krav til Danjel Andersson & co.
OPENINGS hedder åbningsfestivalen, og man kunne hurtigt foranlediges til at tro, at navnet var p.g.a. åbningen af det nye domicil. Men OPENINGS er i større grad et udtryk for Dansehallernes kernevirksomhed – at åbne dansen for omverdenen – at favne alle, og slå hul på myten om at dans kun er for de få. OPENINGS varer i første omgang kun en uges tid, men vil komme igen som en biennale, som det levende udtryk for hvad jeg kalder Dansehallernes raison d’etre – at danse er at favne.
På førstedagen var der, ud over stolte åbnings- og skåltaler, et komprimeret program for de 1700 gæster, der bare ikke kunne vente med at opleve hvad det nye hus kunne byde på.
Små bidder, teasere, workshops, inciterende værker, og endda et par hele forestillinger var der blevet plads til, da Kedelhusets mange m2 blev fyldt af kunstnere som Anne Teresa De Keersmaeker, Malik Nashad Sharpe alias Marikiscrycrycry, Marie Kaae, Dansk Danseteater, MYKA, Se Byen Vertikalt, Kalliopi Siganou & Amalie Bergstein, samt Maia Elisabeth Sørensen der til dagen havde kurateret et fint lille program til dansefilmbiografen.
En åbningsdag kan, foruden at være festlig og berusende, også være med indlagte – næsten uundgåelige – bump og forhindringer, så jeg valgte selv at overvære 5-6 forestillinger i løbet af ugen, der som sagt bød på et vidtfavnende program.
En af forestillingerne var Anne Teresa De Keersmaekers FASE, FOUR MOVEMENTS TO THE MUSIC OF STEVE REICH – en ældre sag fra 1982 – hvor De Keersmaeker har skabt koreografier til fire stykker repetitiv musik af Steve Reich. Et værk, hvor hendes gentagne trin og bevægelser, sammen med Reichs næsten hypnotiserende toner, skaber en meditativ følelse af ro – en kontemplativ fornemmelse af at betragte og tage ind.
En smuk oplevelse, der både minder de garvede tilskuere om hvad nutidens dans står på skuldrene af, og samtidig viser Dansehallernes førstegangsbesøgende, at dans og koreografi kan være både visuelt smuk og tænksom helt ind i hjertet.
Og der var andre store navne på programmet i OPENINGS, hvor jeg bl.a. også overværede Mette Ingvartsens nye store værk RUSH, der viste sig at være en præsentation af værker fra de sidste 20 års samarbejde mellem Ingvartsen og danseren Manon Santkin, der også var på scenen her i Kedelhusets blackbox. Men mere om den forestilling og meget mere i OPENINGS del 2 – at favne er at leve.
Coverfoto: Casper Koeller, Sceneblog.dk
Øvrige fotos, se fotograf under billedet