⭐⭐⭐⭐⭐
Sjostakovitj’ atonale og mesterlige eventyr tager dig ved næsen, og bider dig i din bare.
I operaen NÆSEN lod den kun 22-årige Sjostakovitj i 1928 hånt om al traditionel harmoni, og lod i stedet sin atonale musik indtage scenerummet som starten på et eventyr. Og da det er Àlex Ollé og hans hold fra det spanske teaterkompagni LA FURA DELS BAUS der her i 2022 står for iscenesættelsen, er det helt naturligt at operaen, baseret på Gogols novelle, udvikler sig til en eventyrlig cocktail af dimensioner.
Ukrainsk/Russiske N. V. Gogols Skt. Petersborg-novelle fra 1836 har mange lag af systemkritik i sig, og det er da også gennem adskillige lag af scenografen Alfons Flores’ spindelvævslignende forhæng, at vi ser bureaukraten Kovaljov lægge sig til rette hos sin barber i åbningsscenen. Og ganske som den selvtilfredse skrankepave plejer, sviner han den ydmyge barber til. Men denne gang har barberen fået nok, og han skærer Kovaljovs store næse af med sin ragekniv.
Det skal straks siges at det er Palle Knudsen der er Kovaljov, og Gert Henning-Jensen der spiller næsen, og de er begge uundværlige brikker i dette sorte univers af humor og samfundskritik, med deres uforlignelige stemmer i Sjostakovitj’ eventyrlige komposition.
Tilbage på scenen kommer barberen hjem fra arbejde – mens konen ligger og ordner kunder i dobbeltsengen – og da han vil hente lidt natmad i køleskabet, finder han, mens konen stadig råber ad ham, til sin store bestyrtelse en næse i sin sandwich.
”Dit fulde svin, hvad har du nu skåret af?”
Og de første scener er en meget god indikator for resten af den kulsorte humor i operaen, med scene på scene, hvor Kovaljov desperat løber rundt for at finde ud af hvad det er der foregår. Kovaljov forsøger at overbevise folk om tragediens størrelse, han forsøger at få det annonceret i avisen, han tror det er en forbandelse kastet på ham af en afvist bejlerske, og han falder længere og længere ned i en social deroute hvor han ender i en beskidt teltlejr med freaks og subsistensløse. Selv i kirken vender menigheden den næseløse Kovaljov ryggen.
Samtidig begynder næsen at få sit eget liv, og fører sig frem som statsråd og elegantier i byen, indtil der endelig bliver sat en efterlysning i gang, og efter en del mellemregninger bliver næsen fanget, og udleveret til dens ejermand. Kovaljov har dog stadig problemer med at få næsen til at sidde fast på sin plads, og selv en tilkaldt læge giver op og råder ham til at få et liv uden næse. Men Kovaljov insisterer.
”Uden næse er en mand jo intet værd”
En morgen vågner Kovaljov og opdager at hans næse er tilbage på plads, og han er nu så lykkelig, at han vender tilbage til sit liv som bureaukrat og skrankepave, med hans dertil hørende selvtilfredse opførsel.
Så var det en drøm? I LA FURA DELS BAUS og Àlex Ollés eventyrlige iscenesættelse er intet givet, og da Gogols historie i forvejen er bygget op som kulsort humor og utilsløret kritik af både myndigheder og selvtilfredse bureaukrater, er det helt op til dig at tolke på det du oplever – ikke mindst gennem Sjostakovitjs fantastiske atonale musik.
Og noget af det bedste ved musikken i et Sjostakovitj værk er, man ikke partout behøver at vide noget om paradigmeskiftet mellem tonalitet og atonalitet – eller for den sags skyld dissonans, tolvtoneteknik og Wienerskoler – for den atonale musik har den formidable evne at den rammer os alle, også folk der ellers betragtes som forudsætningsløse. Og operaen NÆSEN af Dmitrij Sjostakovitj er ingen undtagelse, musikken – med ikke mindre end 9 slagtøjsspillere – rammer dig med en kaskade af humor i den kun 22-årige komponists kulsorte opera.
NÆSEN spiller i Operaen på udvalgte dage mellem d. 1. maj og d. 2. juni 2022.
Foto: Miklos Szabo