MISERY // Revolver på Republique, Østerbro Teater

⭐⭐⭐⭐

Klassisk gys som kammerspil er første skud i Revolveren på Østerbro. 

 

Man kunne frygte at det ville ende i en scenekopi af bog- eller filmgyseren MISERY, men med de to fremragende skuespillere Mads M. Nielsen og Lise Baastrup, åbner Østerbro Teater den nye scene Revolver på Republique med et kammerspil der skal ses, ikke mindst p.g.a. spillet mellem de to.

Historien om den lidenskabelige fan, der kidnapper en forsvarsløs og forkrøblet forfatter fordi hun elsker ham, er en kærligheds historie ud over det sædvanlige – en fantastisk historie – og et skønt gys.

At Lise Baastrup har så meget iboende ondskab, er både vildt og smukt, og at en karismatisk spiller som Mads M. Nielsen kan udstråle så mange forskellige følelser, indespærret og fastspændt i en selvforstærkende sygeseng, er tjahh – sygt godt. Den kidnappede forfatter Paul Sheldons halv-skjulte, forpinte og blodsprængte øjne kan ses på bageste publikumsrække på den nye scene.

Altid solide Henrik Birch er som sheriffen i historien ligeledes en fin backup for de to hovedpersoner i den uhyggelige historie, og Benjamin La Cours pittoreske forfalds-scenografi er Revolver scenens svar på Royal Copenhagens Mega Mussel porcelæn – en passende flot ramme om kammerspillet.

Scenografien rummer alle scener i forestillingen uden sceneskift, og man kan fornemme at instruktør Sargun Oshana har tænkt i rum, ligesom han gjorde i LAV SOL på Aarhus Teater, og hvad de kan tilføje til gyset – og det er han kommet godt fra.

MISERY på Revolver er kammerspillets svar på Ondskabens Hotel.

foto: Østerbro Teater

SE MERE

Gå ikke glip af de nyeste anmeldelser og anbefalinger – tilmeld dig Sceneblogs nyhedsbrev!