⭐⭐⭐⭐⭐
”Det gør ondt, dette had”
Gennem dumpe brag og skrig bag gardinerne får Medeas vrede rummet til at vibrere, mens publikum på et sort/hvid TV hører hele forhistorien om hvordan Medea har ofret alt for Jason. Og om hvorfor vi nu befinder os i Korinth, hvor Medea føler sig indespærret – taget væk fra sin mand der har tilbudt sin seng til kongedatteren i Kong Kreons rige.
Det er en rasende, og formidabelt spillende Signe Egholm Olsen der er Medea, der med en ’Don’t mess with me, bitch’-attitude får fortalt omverdenen, at hun ikke kan leve med det totale svigt som hendes mand Jason har udsat hende for. Jason, solidt spillet af Rasmus Bjerg, med hele helterollens påkrævede maskuline overlegenhed parallelparkeret i svenskerhåret, har af strategiske grunde byttet Medeas plads i dobbeltsengen ud med den lokale prinsesse, og kan ikke se hvorfor Medeas uselviske handlinger der har reddet hans liv, skulle berettige til noget andet.
Så den forladte Medea sværger hævn, og blind af had er hun villig til at ofre deres fælles sønner på hævnens alter.
Dette er hovedhistorien, men ligesom når præsten står i kirken og forkynder evangeliet, kan det gøres på mange måder, for det er den enkelte præst der sætter vinklen på de tidløse temaer, og det er præsten der på sin helt egen måde får sin flok guidet i den retning som forkynderen ønsker det.
Det gælder også for oldtidens græske digter Euripides, og hans tragedie MEDEA, hvor fortællingen om kærlighed, svigt, had og hævn kan iscenesættes og forkyndes på flere måder. Og når det er Det Kongelige Skuespils husinstruktør Sigrid Strøm Reibo der står med taktstokken, så får Euripides’ MEDEA i Skuespilhuset sit helt eget udtryk.
”Fortæl om din længsel, Medea”
Sigrid Strøm Reibos MEDEA er bestemt ingen frikendelse af Medeas grufulde dåd, og når de dræbte børn til sidst ligger indsmurt i blod, er det meget svært at tænke en medfølende tanke for den beregnende mor. Men med en fremragende personinstruktion, og en nuanceret vinkling af det græske kor af veninder, får Reibo fremhævet de menneskelige sider af Medeas følelser af svigt og påtvunget ensomhed, så man ikke længere står med en ensidig historie, men med en mangefacetteret fortælling om både opofrelse, kærlighed og svigt, samt indædt had og utilgivelig hævn.
I scenograf Katrin Nottrodts 1970’er-forstadsfængsel står Medea i røjsere og laset underkjole i det forfaldne bryggers, umiddelbart som en artig husmor der lægger tøj sammen. Men på det plastikbeklædte strygebræt ligger kjolen og diademet side om side med den dødelige gift, der skal dræbe Jasons nye tilkomne, kongedatteren i Korinth. Og inden længe vil Medeas to sønner, som del af Medeas hævn, overbringe prinsessen Medeas bryllupsgaver som tegn på hendes accept af det forestående bryllup. Medeas plan lykkes – både prinsessen og hendes far, Kong Kreon, dør på frygteligste vis, da giften i tøjet æder kødet af knoglerne på alle der rører ved klæderne.
At planen, der med ofringen af deres elskede sønner ultimativt skal ramme Jason, er nøje gennemtænkt, er en vigtig del af fortællingen om Medea, der på alle måder fremstår som den kloge kvinde. For alene p.g.a. Medeas visdom bringes hun i miskredit hos historiens mænd, der frygter en kvinde der er klogere end dem. I deres ræsonnement, hvor kvindens uligevægt kun overgås af kvindekønnets hang til tårer, er en klog kvinde undergangen selv. Selv Kong Kreon indrømmer blankt at det er Medeas visdom og evner der skræmmer ham, hvorfor ham bortviser både Medea og hendes sønner fra hans land, og overlader dem til en uvis skæbne.
”Den nye kærlighed erstatter straks den gamle”
Sigrid Strøm Reibos iscenesættelse af MEDEA i Skuespilhuset tager Euripides’ tragedie – med en formidabel Signe Egholm Olsen i titelrollen – lige ind i vores tids refleksive bevidsthed om kønnenes stadigt ikke overståede kamp.
MEDEA spiller i Skuespilhuset fra d. 11. marts til d. 10. april 2022.
Foto: Emilia Therese