MDR – DEATH FROM LAUGHTER // Los Galindos (ES), på PASSAGE FESTIVAL

⭐⭐⭐⭐⭐⭐

Switch off your GPS!”

Det spanske circuskompagni Los Galindos er gøglere af guds nåde.

Med Anicet Leone, Gabriel Agosti og Marcel Escolano i manegen, får kompagniet gjort dig både ophidset, vred, bange, medfølende, forpustet og glad, for forestillingen MDR – DEATH FROM LAUGHTER overgår alt hvad vi normalt ser i Danmark

Den gamle klovn Rossinyol er rasende – han slår de unge, specielt Melon, der har fået skylden for en dames død under deres under sidste show. Hun døde af grin.

Melons bedste ven Mardi ønsker blot at alle er venner, og tager Melon i forsvar, men det er den gamle klovn der bestemmer, og han både råber af de unge, slår dem, og smider ting og sager efter den stakkels Melon der må dukke sig konstant. Stemningen er sat, rollerne er fordelt

Den ophidsede Rossinyol beordrer publikum til at være stille, slukke for GPS’en på telefonerne da ingen må vide hvor vi er, og sætte os på en af de mange gamle malerspande, der alligevel bare ligger og roder under presenningerne på byggepladsen. Hvorefter han forklarer situationens alvor.

We are here together, all of us. This is a public execution

Vi befinder os et stykke vej fra det mødested hvor vi troede forestillingen skulle foregå, men indtil nu har vi blot fulgt de ophidsede klovne, der med opspilede øjne og vilde fagter har signaleret at vi skulle følge efter dem. Vi ved derfor heller ikke rigtig hvor vi er, når vi stopper, hvorfor vi er der, eller hvad der er ægte og hvad der er kompagniets rekvisitter, i den baggård vi finder bag et hegn. Og det er første genialitet fra de spanske illusionister, der går lige til grænsen i deres håndtering af publikum, et klassisk greb indenfor street art – start med at forvirre dit publikum.

Og forvirret, utryg, eller lettere utilfreds er da også de første følelser man bliver ramt af, når man bliver bedt om selv at finde en gammel beskidt malerspand at sidde på. Ligesom følelsen af gammeldags mopsethed breder sig, fordi man ikke mener man kan se perfekt, og fordi man tror man går glip af noget. Tro mig – FOMO lever også i bedste velgående hos den ældre generation – inklusive undertegnede.

Men alt – som i ALT – er gennemtænkt ned til mindste detalje i MDR – DEATH FROM LAUGHTER, hvor den stakkels klovn Melon bliver dømt til døden, og må så grueligt meget igennem før den overraskende afslutning. Den excellente akrobatik, det elegante artisteri, og det blodige, rørende, og grænseoverskridende orgie af nærdødsoplevelser, toppet op med en rent sprogligt genial dialog, mestres kun af meget få.

Los Galindos mestrer det til perfektion.

Foto: Karsten Piper

SE MERE HER FRA PASSAGE FESTIVAL

SE MERE HER FRA LOS GALINDOS