⭐⭐⭐⭐⭐
MARTYREN MUNK
Det Flydende Teater / Teatergrad
Efter nazisternes henrettelse af Kaj Munk i 1944, sagde nobelpristageren Sigrid Undset følgende:
“Munk var en overordentlig modig Mand og er nu mere end nogensinde før i Spidsen for Danmarks Frihedskamp. Hans indsats i Kampen for Friheden har skænket ham udødelighed. Han er blevet et af de store Navne i Danmarks Historie”
Om digterpræsten Kaj Munk var en frihedskæmper, eller blot en troende forkynder af sin guds ord, eller simpelthen en søgende mand der var imod demokratiet som styreform, og derfor først hyldede både Hitler og Mussolini, og siden bekæmpede dem begge inderligt, det er blevet diskuteret lige siden.
Men i Det Flydende Teaters Martyren Munk får vi hele Munks liv rullet ud, og dramatiker Hassan Preisler får levende, indfølende, og uden berøringsangst belyst aspekter af Munks liv, der ikke just bliver skrevet på første side af lærebøgerne i de danske skoler.
På den intime båd på Furesøen bliver Kaj Munk levendegjort på fremragende vis af Brian Hjulmann som digterpræsten selv, vilde Lise Lauenblad (som jeg ikke har set så god siden Boys Don’t Cry) og den overbevisende Ene Øster Bendtsen som Munks familie, venner og fjender, samt ikke mindst Marie Louise von Bülow, der som komponist og udøvende musiker binder hele historien sammen og gør historien endnu mere nærværende.
For som altid i Det Flydende Teaters produktioner er musikken en uundværlig del af totaloplevelsen, og ligegyldigt om vi med tilbageholdt åndedræt følger Munks flugt på bredden med nazisternes kugler om ørerne, eller de helt nære følelser mellem barnet Kaj Munk og hans syge moder udpensles på bænken foran os, så er tonerne der altid, for at føre os videre – videre ind i historien om den søgende sjæl.
Smukt er båden bygget op – den effektfulde scenografi af Nikolaj Heiselberg Trap fylder bådens få m2 til randen, og hele bevægelsesmønstret bærer umiskendeligt præg af Don Gnus Jannik Elkær, der som konsulent har drysset koreografisk galskab ud over dramaet.
Og drama er der – det er en virkelig vild præstation at spille med så store følelser på så lille et areal, og med publikum så tæt på, men i Pelle Nordhøj Kanns instruktion er lykkedes fuldt ud.
Vi ER Martyren Munk – mennesket Munk.
Fotos: Per Morten Abrahamsen
En tanke om “MARTYREN MUNK // Det Flydende Teater”
Der er lukket for kommentarer.