⭐⭐⭐⭐
Gyseren fra Kolding Egnsteater er en syret Jokum Rohde classic – it ain’t over till the fat lady sings.
Forestillingen er fra start af bygget op som en gammeldags whodunnit krimi på TV, hvor spor og benspænd spredes ud over sendefladen, og tilskueren forsøger at gætte morderen før løsningen åbenbares til slut. Og oven i købet udføres det med overdrevent sprog og gestik, så jeg blev efter den første time alvorligt bange for, hvordan jeg skulle komme igennem de mere end to timer, som MADELEINE OG DRØMMENE varer.
Men jeg glemte det var Jokum Rohde der stod bag. For som Rohdes dramatik oftest gør, så åbnes dåsen efter pausen, og som i en Apollokapsel der rammer atmosfæren, begynder alting at svæve. Hvad er virkelighed og hvad er fiktion?
Det er den unge instruktør Emil Rostrup der forsøger at skabe scenekroppen til Rohdes ord, men det er jo som at fange ånder med lasso, en ubønhørlig og næsten umulig opgave at indkapsle dramatikerens syrede sind. Omvendt, må opgaven – at tæmme det vilde – være enhver instruktørs vådeste drøm.
MADELEINE OG DRØMMENE er bygget over en tragisk virkelig begivenhed, og man kan ikke undgå at italesætte, at det ikke er problemfrit at sætte ulykkelige begivenheder op som teater eller film, mens de berørte stadig er i live. Omvendt, så ville det være umuligt at producere aktuelle forestillinger, hvis man har berøringsangst i den henseende. Og berøringsangst – det har Jokum Rohde ikke.
I stedet har dramatikeren valgt at fokusere på hvad et barns forsvinden gør ved de efterladte, hvad der bliver tilbage når et menneske forsvinder.
”Når et menneske forsvinder, som jeg gjorde, efterlader det sig intet andet end drømme”
Hele forestillingen MADELEINE OG DRØMMENE bevæger sig på kanten af vanviddet, lige der hvor man ikke ved om det er virkelighed eller en drøm – om man har forstået eller misforstået plottet. For som sagt så udvikler forestillingen sig, fra at foregå i let genkendelige rammer som en stue eller en konsultation, med karakterer som mor og far, en psykiater eller en ungersvend på frierfærd, til at handlingen udspiller sig i underjordiske helvedes tunneller og sort magi tager over.
MADELEINE OG DRØMMENE er proppet med referencer, og hvis man er med på at overgive sig til Rohdes Dr. Mysterioso univers, og ikke lader sig genere af, at når man kan genkende en sætning, en vending eller et tableau, så ved man ikke lige om det er fra Litteraturens verden, fra Skuespillets ditto, eller simpelthen fra en af Rohdes tidligere forestillinger – ja så er Rohdes labyrintiske drømmegyser alle pengene værd.
Simpelt? NEJ. Syret? JA. Jokum Rohde? But of course!
Foto: Asmus Kromann Bork