MACBETH // Shakes i Ørstedsparken

⭐⭐⭐⭐

Drama! Bedst som jeg skulle opleve Shakes og Folketeatrets MACBETH under åben himmel i Ørstedsparken, er der breaking news: Macbeth (Mads Riisom) må sygemelde sig, forestillingerne aflyses – og alle må vente i spænding på om en af Danmarks fineste udendørsteatre atter kommer på benene, og forestillingen MACBETH kan fortsætte. Og i disse Corona tider frygter men jo det værste. Men gudskelov er det kun et mindre bump på vejen mod stjernerne, Riisom betegner selv grunden til sin indisponerethed som banal, og Shakes supplerer straks truppen med en kampklar skuespiller, Niels Skovgaard Andersen, der på 3 ½ dag lærer sig titelrollen i den verdensberømte MACBETH, en af Shakespeares bedste og mest bloddryppende skuespil. Scenen er sat.

Ej heller verdensberømthed eller klassikerstatus skal stå i vejen for teatertruppen Shakes efterhånden herostratiske iscenesættelser, hvor Julie Forchhammer med snilde kreerer al scenografi, kostumer og rekvisitter af genbrugte hverdagsremedier, og Shakespeares tekster frit transformeres til fingertegnskastende streetwise nutidsdansk. Så denne sommers friluftsforestilling MACBETH brager da også bare derudaf, med Karin Bang Heinemeier i spidsen som Lady Macbeth. Både i Shakespeares verden med konger og dronninger, og i Københavns smukke Ørstedspark, styrer den erfarne skuespiller holdet af legelystne og uforfærdede skuespillere – Niels Skovgaard Andersen, Rikke Bilde og Anders Budde – med lige dele leg og kollegial charme. Naturligvis stærkt understøttet af to af skuespillets uundværlige deltagere, instruktør Thomas Hwan og dramatiker Thomas Markmann, der har fået lov til at lege og bearbejde Shakespeares ord og idé.

Og charme er netop nøgleordet for Shakes forestillinger. Om det er kærlighed og lidenskab, og hvad der deraf ofte kommer, eller om det er svig, drab og rænkespil – Shakes præsenterer Shakespeares klassikere med så stor charme, at en haveslange, et gammelt plasticovertræk og et par mælkejunger, sagtens kan gøre det ud for både drabelige mordvåben og kongekroner af det pureste guld.

Fuckfinger, Homie, Tinder, Corona og karaoke med fynsk accent – MACBETH og Shakes ryster endnu engang Ørstedsparken – og du er inviteret til en plads i græsset, og en gratis oplevelse af de bedre.

Foto: Casper Koeller, Sceneblog

SE MERE