LOVE YOU…. NOT FOREVER // Granhøj Dans

⭐⭐⭐⭐

Dansen med nettets lokkende sirener.

Palle Granhøj tager nettets lokkende sirenesang alvorligt i hans nyeste forestilling LOVE YOU…. NOT FOREVER. I nutidens digitale verden er der nok af både lokkende toner og fælder, og det er netop i denne form for limbo, forestillingens unge hovedperson befinder sig.

Den smukt dansende Aron Darabont er den følsomme og usikre unge mand, der med sin mobil søger kærligheden på nettet, og hurtigt bliver viklet længere og længere ind i nettets uoverskuelige verden.

Granhøj lader Darabont veksle mellem virkelighed og digital ønskeverden, og med både klassiske sms-udvekslinger på storskærmen og levende dansere på scenen, er man af og til i tvivl om hvorvidt det man oplever, er virkelighed eller en konstrueret spilverden på nettet. Præcis som den unge mand.

Ensemblet med Sophia Pintzou, Mikolaj Karczewski, Laszlo Fulop og Gabriella Bacsó er som vanligt i en Granhøj forestilling stramt koreograferet, og hele holdet danser både smukt, lokkende og farligt – præcis som nettet.

Forestillingen spiller på Teaterøen t.o.m. d. 8. april, og drager derefter på turné.

foto: Granhøj Dans

SE MERE