LANDET UDEN DRØMME // Skuespilhuset, Det Kongelige Teater

⭐⭐⭐⭐

Fix & Foxy giver os håb – eller en opsang.

 

Helt bar scene. En kvinde kommer ind. Lise Lauenblad smiler til os – fortæller os at vi ikke skal være bange. Og begynder at fortælle om fremtiden. Om hvad der vil ske lige om lidt, om fem år, om 104 år.

Forestil jer et tomt rum. Man kan jo ikke sige noget er urealistisk, når det er Sci Fi.

Og hun fortsætter med at fortælle i 3. person om en kvinde, og hvad kvinden vil gøre om lidt.

Lige om lidt kommer en kvinde ind – en kvinde der ved alt om jer. Hun vil sige noget som vil forandre jer for altid.

Hun – kvinden – går ud af rummet igen. Hun – en kvinde – kommer ind.

Sådan indledes Tue Bierings LANDET UDEN DRØMME, hvor han med mind games leger med vores usikkerhed overfor det ukendte, og frygt for verdens fremtid.

Lise Lauenblad er eneste person i forestillingen, en kvinde fra fremtiden. Eller er hun? Hun docerer fra scenen på en venlig men belærende vis, og efter hun flere gange er gået ud og kommet ind igen, og har gentaget budskaber og formaninger, sidder publikum allerede og rykker uroligt på stolene.

Jeg kommer med fred! Jeg forstår godt, at nogle af jer er bange. I tænker; hvornår begynder forestillingen? Hvornår sker der noget dramatisk? Jeg kommer fra fremtiden. Men alt bliver godt. Ord som angst og krise findes ikke længere.

Kvinden klør sig hele tiden, på armene og på benene, på ryggen op af væggen, og på maven hen ad gulvet. Som om hun vil af med sin hud, sin skal.

Hun fortæller om vores forestillingsevner, der kendetegner os som race. Og beder os om at forestille os at vi forsvinder.

Om 104 år er alle herinde døde. Forestil jer et væsen, der hverken er mand eller kvinde.

Hun indsmører sig helt i mudder/hvidt ler, og fremstår herefter fuldstændig androgyn. Hun beretter at i fremtiden er alle hvide, alle taler samme sprog, alle er ens.

Kvinden siger, folk ikke tror på hende.

Det androgyne væsen overhælder sig med en flydende gummimasse, og fremstår nu puppeagtig.

I skal ikke være bange.

Er det fremtiden? Eller er det begyndelsen? Om Fix & Foxys historie er en opfordring til at bevare drømmene og håbet på en bedre fremtid, en opsang til os alle om at passe bedre på verden, eller slet og ret en opfølger på provoforestillingen ROCKY! på Husets Teater i 2017, må være op til beskueren. Men Lise Lauenblad leverer en fokuseret og fascinerende performance, og LANDET UDEN DRØMME er et spændende møde med vores eget sind.

I have a dream!

foto: Søren Meisner

SE MERE

Et samarbejde mellem Fix & Foxy og Eventministeriet/Det Kongelige Teater

Instruktør: Tue Biering

Dramaturg: Tanja Diers

Skuespiller: Lise Lauenblad

Instruktørassistent: Louise Thuesen

Konsulent: Marie Rosendahl Chemnitz

Scenograf: Edward Lloyd Pierce

Lysdesign: Edward Lloyd Pierce

Lyddesign: Janus Jensen

Tonemester: Rasmus Kreiner

Gå ikke glip af de nyeste anbefalinger – tilmeld dig Sceneblogs nyhedsbrev!