⭐⭐⭐⭐
Lakridspiber med krymmel, pizzabudet på køkkenbordet, eller Mågestel med guldkant? – KUSSESUMPEN 2 er et selvironisk portræt af kvinden der runder de 30.
Hvad ønskede man sig for ti år siden, hvad er blevet til virkelighed, og hvor har man fejlet bigtime? De tre kvinder på scenen bliver super underholdende spillet af Kimmie Liv Sennov, Vanessa M. Petterson og Jacobe Orry, og sammen udgør de sandheden om den unge kvinde der for alvor bliver voksen. Eller gør de? Karen Dich og Jacobe Orry har skrevet den svære to’er – fortsættelsen af succesforestillingen KUSSESUMPEN fra 2017, som henrykkede både anmeldere og publikum med deres direkte stil.
Og kvinderne er blevet ældre – ikke bare siden 2017 – men på scenen, i forestillingen hvor kvindernes allerinderste og mest private tanker deles med omverdenen. Og så er vi tilbage, i det med hvad man ønskede sig engang – og hvad man er blevet til. KUSSESUMPEN 2 består af en lang række scener, monologer og sketches, hvor en af de klart bedste er, når de tre amazoner får brev fra fortiden – brev fra dem selv for 10 år siden. I den scene er der både åbenhed, indforståede pointer og en snert af selverkendelse. Andre scener fortæller indgående om sexlivet, både det succesfulde og fiaskoerne, og andres scener igen er fine små monologer, hvor de tre meget forskellige kvindekarakterer med en god portion selvironi fortæller om deres mest intime oplevelser – alt sammen ud fra kussens synspunkt.
Fiktion og fakta blandes lystigt, og Karen Dich og Jacobe Orrys lyst til skildre kussen og kvinden omkring de 30 år som et mangefacetteret væsen med både fejl og power, skinner tydeligt igennem i den underholdende affære på Aveny-T. Morten Burian er på som instruktør, hvilket helt sikkert har bidraget til at spejlet ikke blev for indforstået, og point for at spille bold med en mand i en forestilling om kussen. Eller som de tre amazoner siger; ”det er ikke kvinden der blev skabt af mandens ribben, det er manden der blev skabt af kvindens kusse”.
Og KUSSESUMPEN 2 er morsom, endda meget morsom af og til, spørgsmålet er blot, om den er morsom for alle. Men det behøver den jo egentlig heller ikke at være. Premierepublikummet, som var overvejende kvinder, havde en fest, og undertegnede med flere Y-kromosomer end flertallet af salen, var også godt underholdt. Muligvis grinede vi ikke alle på de samme tidspunkter, og måske var der indforståede pointer jeg ikke fattede, men underholdende var det.
Viva la femina.
Foto: Camilla Winther