”Hvis man får lov, så kan man trykke på knappen – og se hende. ”
Ordene er Maise Schrøders, kunstneren der har lavet den innovative IKEA lampe, hvor kvinden med lyseblå cowboyhat og pailletter, er fuldt påklædt udenpå skærmen, og helt nøgen indeni.
Men som man kan se på billedet foran Maise Schrøders kunstværk, var det Karina Lykkesborg fra Bikubenfonden, som stolt kunne rette på slipset og byde velkommen til dagens salon. At hyre Lykkesborg til at skabe momentum om salonerne, er ikke bare et scoop for Bikubenfonden, men også for alle os kunstaficionados, der i disse tider hungrer efter kvalificerede debatter. Sceneblog kipper med hatten for Søren Kaare-Andersen & co.
Lampen, samt de ophængte modelfotos på plastik, var et af bidragene til SALON DE LA JEUNE FILLE, Bikubenfondens Kunstsalon VISION på Republique, hvor kunstnerduoen How to kill a dog (HTKAD) havde fået frie hænder til at skabe en salon, der italesatte den unge kvindes liv og værd i 2020. Jennifer Vedsted Christiansen og Emma Sehested Høeg, der udgør HTKAD, valgte derefter at finde kunstnere, der med et originalværk kunne formulere/kreere deres svar på, hvad den unge pige er værd i dag.
”og hvis du får en tanke, så gem den lige”
How to kill a dog lagde således an til et ikke helt normal salonformat, hvor de bl.a. også opfordrede publikum til at skrive korte tekster til dem, som Emma Sehested Høeg så kunne ekstemporere over på scenen.
HTKADs Jennifer Vedsted Christiansen og Emma Sehested Høeg er i 2020 Emerging Artists in Residence på Teaterøen, hvor de eksperimenterer, udvikler og producerer forskellige former for scenekunstnerisk virke. Og for tiden spiller de den anmelderroste forestilling LOLITA FOR ALTID på Teater Republiques Revolver scene, stedet hvor de lige nu står, midt i Petruska Miehe-Renards overvældende rosa scenografi.
”Værdisættelse som et Samsung TV”
Men først kom multikunstneren Frederikke Legaard på scenen og fortalte om sit bidrag, et meget ærligt og åbent selvportræt – et billede fra tiden hvor hun lå til undersøgelse på hospitalet, til observation for en depression.
Kunstneren fortalte åbent om den befrielse det er at fortælle om sine problemer, i hendes tilfælde en depressionsdiagnose, og fortalte videre om oplevelsen på billedet, hvor hun ligger med elektroder over hele kroppen. Lægen der stillede diagnosen var kold og professionel, og Frederikke Legaard husker tydeligt hvordan hans diagnose virkede som noget der mindede om en værdisættelse af et Samsung TV.
Smukt og sårbart maleri – og endnu smukkere beretning fra det virkelige liv.
”at lukke folk ind, der lader én fylde”
Sangeren Betty Bass sang både vredt og opløftende med sangen DWY (done with you) om det vigtige i at få lov udfolde sig, og endnu engang var det befriende at høre, hvor store og bestemte skridt, der på trods af et patriarkalsk og generelt konservativt samfund, bliver taget af unge kvinder i 2020.
“Time for me to move on with my life. Don’t you know I was born to shine.”
Og en af dem der virkelig tager store skridt for tiden, er dramatiker Marie Bjørn, der har samlet Taleskriverkollektivet Jinn – den sejeste gruppe af powerwomen. Ud over Marie Bjørn selv, består Jinn af skuespillerne Sara Fanta Traore, Ellaha Lack, Louise Bonde og Anna-Sofie Fredslund. Og hold nu kæft en forrygende tale de holdt for den propfyldte sal – eller rettere, en tale til den unge pige!
”Lad dem aldrig fortælle dig, hvad du er værd. Vi griber dig når du falder. ”
Vi kender alle de alenlange taler der i bedste mening udgydes over unge mennesker der træder ind i voksenlivet, men som navnet Jinn antyder, så har DK med taleskriverkollektivet fået en overvældende samling af hundjævle, der ikke fejer noget under gulvtæppet. Og hvilken magtdemonstration var det ikke lige, da de fem kvinder på kærligste vis gav den fuckfinger videre, som den unge pige blev mindet om at trække blank, når omklamrende samfundsnormer stod klar om hjørnet med formaninger og forbud.
”Kast op. Bræk dig. Få det ud!”
Dramatikeren Marie Bjørn er jo allerede en del af gruppen Skrivekollektivet, som bl.a. har præsenteret forestillinger på Momentum, og ved præcis hvad det kræver at arbejde kollektivt, så jeg ser frem til mange flere fantastiske taler fra Taleskriverkollektivet Jinn.
”At owne sig selv”
SALON DE LA JEUNE FILLE sluttede med Emma Sehested Høegh, der ekstemporerede ud fra de af publikum modtagne SMS’er, med tekstbidder som Du er ikke alene, Altid er verden ny, Kanon kusse energi, Kræng dit hjerte ud og Min bedste veninde ved ikke engang. Løsrevne udsagn, spontant leveret af publikum, men samlet og formidlet med passion og glød, af en af scenekunstens vildeste kvinder, der ikke er bange for at sætte frigørelsen i en kontekst der er til at forstå – det handler om at owne sig selv.
Foto: Casper Koeller, Sceneblog.dk