Kunstens evner i samfundet.
Eller som Bikubenfonden skriver det i Salonens undertitel: Kunstens evne til påvirkning og forhandling.
Det var en veloplagt Klaus Rothstein der var moderator på salonen om kunst og samfund i Thorvaldsens museum, og det skulle vise sig at være det helt rigtige valg, i en verden ofte præget af konsensus og ekkokamre. I panelet sad Kunsthal Charlottenborgs erfarne kurator Henriette Bretton-Meyer, iscenesætter og teaterdirektør for Sydhavn Teater Mille Maria Dalsgaard, samt kunstnerduoen Hesselholdt & Mejlvang, som med det hvide flag hejst på taget af deres udstilling THIS MOMENT is the BEGINNING på Thorvaldsens Museum, var med til at sætte debatten i gang.
Og netop duoen, der nu igennem to årtier år har skabt både nytænkende og samfundskritiske værker, åbnede Salonen med at iføre sig camouflagetøj, lige under Thorvaldsens fem meter høje rytterstaue af den Bayerske kurfyrste Maximilian I., der med sin maskuline selvforståelse viser vejen.
Sofie Hesselholdt og Vibeke Mejlvang begyndte derefter, med selvsamme pegefinger som Maximilian I. stolt poserer med, at fuldende camouflagen med den klassiske ansigtsmaling, mens de opremsede de sidste tyve års værker. Bad Santas. Uorden. Exotic arrival. Hope. A future past – or a past future? Black Flag. We call it a Danish state of mind.
Salonen var i gang.
Og nu er det så, at man kunne forfalde til at tro at det ville blive endnu et ekkokammer for de ”rigtige” meninger. Men kritiker og forfatter Klaus Rothstein ville det anderledes. For Rothstein insisterede på at stille spørgsmål, som panelet af stærke kunstnere slog sig på. F.eks. når han vedholdende spurgte, hvorfor der ikke fandtes nogen kunstnere, der repræsenterede alle de skræmte mennesker der panisk ønsker sig vores grænser lukket. Hvorfor skal de ikke have en stemme? .
Interessante problemstillinger blev draget frem og debatteret, blandt andet da Mille Maria Dalsgaard fortalte om Sydhavn Teaters spændende arbejde med deres forestilling #THELMATOO og spørgsmålet ”Hvornår opstår rummet hvor overgreb finder sted?”, og når Henriette Bretton-Meyer fortalte om Charlottenborg-gæsternes reaktioner på EUROPA ENDLOS udstillingens meget konkrete illustration af grænsekontrol.
Kønsbestemte narrativer, interventioner i det offentlige rum, og blotlæggelse af mekanismer i vores samfund, som kan gå rablende galt. I Bikubenfondens Salon på Thorvaldsens Museum var der stof nok til mange dages spændende debatter, og ligesom Mohamed Ali Osmans strygejernsafbrændte huller i lagenet på Hesselholdt & Mejlvangs fine modspilsudstilling på Thorvaldsen, kunne vi for en sjælden gangs skyld se igennem hullet, og gå hjem med oplevelsen af, at der rent faktisk kan komme noget nyt frem i en (kammer)debat.
Foto: Casper Koeller, Sceneblog