KUNSTSALON VISION – AFROFUTURISME // Bikubenfonden & Black To Normal, på Teater Grob

Making diversity everyday practice

Bikubenfondens Kunstsalon VISION var denne gang rykket ind på Nørrebrogade, hvor fondens salonredaktør Karina Lykkesborg i samarbejde med Teater Grob havde faciliteret en talk, hvor skuespiller og kunstnerisk leder af Black To Normal Marie-Lydie Nokouda, og den amerikanske afrofuturist Ytasha Womack kunne diskutere afrofuturisme og kunstpraksisser – specielt ift Nokoudas arbejde i Danmark.

Nokouda lagde hårdt fra land foran den pakkede sal, ved straks at udfordre den amerikanske forsker og forfatter på hvilken relevans afrofuturisme kunne have i Danmark, og hvordan Nokouda kunne inkorporere tankesættet i sit arbejde. Marie-Lydie Nokouda har som skuespiller været med i meget, men det er først med projektet Black To Normal at vi som publikum har kunne se en tydelig retning for kunstneren, der nu også kuraterer og skaber plads for en afropolitisk arena.

Efter eget udsagn leder Marie Lydie efter ”sin egen plads” i afrofortællingen, men Womack replicerer, at man netop ikke skal lukkes ned i en rolle, hvis fortællingen skal fortsætte med at være åben.

The magic of where you are, is the most important issue

Afrofuturisme – hvor afrikansk diasporakultur og science fiction mødes – er ikke så kendt et begreb i Danmark, men hvis man selv skaber et univers fra scratch, og ikke længere er bundet af hverken tid eller sted, så er der ingen forhindringer i at skabe præcis den diversitet man ønsker. For som Ytasha bemærkede: så er det betydeligt nemmere at tænke frit, hvis man er 200 år ind i fremtiden.

What if?

Noukouda fortalte om en af grundreglerne på Scenekunstskolen, hvor man af og til stopper op, og stiller sig selv spørgsmålet what if? Den disruptive, men nyskabende og øjenåbnende praksis passer godt ind i Womacks måde at skabe historier på. En af Womacks yndlingsreferencer er filmen The Wizard of Oz, der oprindeligt er fra 1939, men i 1978 blev nyproduceret som The Wiz med et all black cast med Diana Ross og Michael Jackson i de bærende roller. Yatasha Womack, der ud over selv at skrive også underviser, har brugt The Wiz meget i sine screenwriting klasser.

Everything begins for me in the missing diversity in fiction

Pahali Pangu Halisi ni Pale nirejeapo mwenyewe tena, na tena, na tena, na tena

Og igen, og igen, og igen

Den kenyanske musiker og skuespiller Wanjiku Victoria Seest indrammede salonens talk med en smuk og inderlig performance, hvor hun i en stilren Hesselholdt & Meilvang kreation adresserede publikum som en solgudinde, og på swahili mindede os om vigtigheden af at finde sig selv, og vende tilbage, igen, og igen, og igen. Det poetiske indslag, som var iscenesat af Marie-Lydie Nokouda og Black To Normal i samarbejde med Wanjiku, gav med sin rituelle fremtoning publikum på Teater Grob en harmonisk afslutning på Bikubens spændende Kunstsalon VISION.

Mere, tak.

Foto: Casper Koeller, Sceneblog.dk

SE MERE HER OM BIKUBENS KUNSTSALON VISION