⭐⭐⭐⭐⭐
En lille pige kommer susende på sin trehjulede cykel, glad og fornøjet, cirklende rundt om træer og klipper i den vilde natur, lige på kanten af den mørke skov i højre side af scenen, og lige ved den uforsonlige klippevæg som fylder hele venstre side. Alvorlige videnskabsmænd i hvide dna-dragter kæmper med at få et klippestykke på plads, så den bastante mur ikke har nogen svagheder, og forbliver uigennemtrængelig. Men den lille pige cykler videre.
Og dog – en lille pige er det ikke, snarere en forvokset skikkelse klædt i børnetøj, med en alt for kort nederdel. Det er mezzosopranen Eurudike De Beul der er barnet i Peeping Toms KIND, og allerede fra start tager forestillingen en drejning ud i det uforklarlige – ud i det fascinerende og mystiske univers i Justine Bougerols vilde naturscenografi. Vil det forvoksede barn ikke acceptere udviklingen i verden, og holder derfor desperat fast i barndommen og nægter at blive voksen? Eller er vi bare havnet i en Twin Peaks agtig verden, hvor et LSD trip ville være den mest naturlige forklaring?
En hylende vind fylder rummet, og sne og is kommer fygende ind over scenen, hvor en polarforsker kommer ud af en sprække i klippen, nærmest blæst ud af Fader Frost. Men ikke hurtigt, abrupt eller ukontrolleret. Forskeren bevæger sig i slowmotion i den hårde vind, og selv hans papirer føler man er koreograferet til at flyve og falde i overnaturligt langsomt tempo. Som et barn ville gentænke en voldsom oplevelse. Og det er det gennemgående greb i Peeping Toms performance, at alt bliver vist i et barns perspektiv. Hvad enten det er en faldende klippe, et skænderi mellem voksne, en skov der vokser eller skovfogedens dræbende skud, så bliver det i KIND vist som det bliver oplevet eller tænkt af et barn. Og vel at mærke et omsorgssvigtet barn, et barn fuld af savn og mistro til verden. Det er det geniale i instruktørerne Gabriela Carrizo og Franck Chartiers forestilling, hvor man som tilskuer svinger mellem vantro og medfølelse, når det forvoksede barn kører rundt i en verden hun ikke forstår.
Misfostre, træbørn og en syngende lassosvinger – rent visuelt bliver smukke billeder præsenteret på stribe i KIND, men lige så smukke som de er, ligeså grufulde er de i deres, eller rettere barnets, misforståethed.
KIND (barn) er Peeping Toms tredje performance i en trilogi, hvor VADER (far) og MOEDER (mor) tidligere har været spillet som åbningsforestillinger på Waves, hvor publikum hver gang har taget imod belgierne med åbne arme. Men selv om man ikke har været så heldig at opleve de to første, er KIND en – bogstaveligt talt – ret enestående forestilling.
Foto: Oleg Degtiarov