⭐⭐⭐⭐
”Blodet står bomstille i årerne”
Hvis Ellen Hillingsøs Wonder Woman skal have nye bryster, så vil hun have de skal kunne mætte hele den sultne verden. Og samtidig skal de kunne skyde, det er vigtigt. For man redder jo ikke den brutale, undertrykkende og kapitalistiske verden, der er godt på vej til selvdestruktion, med kun en enkelt gerning.
Det var psykolog og forfatter William Moulton Marston der skabte tegneseriefiguren Wonder Woman i 1941, fordi der under 2. verdenskrig var behov for superhelte der kunne bekrige fjendens onde soldater, men Marston skabte også sin heltefigur ud fra tidlige feminister, ikke mindst præventions- og ligestillingsaktivisten Margaret Sanger. Så Wonder Woman var virkelig et billede på en superhelt, der både kunne hjælpe dem der var i nød, og nedkæmpe al ondskab samtidig.
”What are you? – og hun svarer: I’m a believer”
Men i Ursula Andkjær Olsens powermonolog JEG TROR JEG ELSKER WONDERWOMAN, er det ikke nok med en let genkendelig fjende med hagekors på armen, suppleret op med ligestilling anno 1941 – i 2020 versionen skal der kæmpes mod en verden inficeret af kapitalisme, misogyni og undertrykkelse, kort sagt, en verden der er på vej ud over afgrunden. Samtidig lægger manuskriptforfatteren op til et opgør med kvindens syn på sig selv, og den urimelige kamp for at leve op til forventningerne.
Ellen Hillingsø bevæger sig i et tegneserie univers skabt af designer og modeskaber Nicholas Nybro, og Nybros opulente stil fornægter sig ikke, når den erfarne skuespiller bliver kolporteret rundt i kæmperober som bl.a. gudinde, fødende kvinde og croissant med salat. Men Wonder Woman skal jo kunne det hele, så der er ingen vej udenom – og flot er det.
Men ingen er ung for evigt, og når man nu er nået til det punkt i livet, hvor man med erfaring og indsigt har opnået den intellektuelle kapacitet der er nødvendig, for at vide at ens hjælp er bydende nødvendig, så er det frustrerende samtidig at måtte acceptere overgangsalderen, der ikke helt passer til billedet af tegneserie amazonen Wonder Woman. Og netop kvindens livscyklus på godt og ondt spiller en stor rolle i Akt1 og Teater Grobs forestilling, der virkelig gaber over meget, for meget måske. For selv om der er indlagt smukke popsange af Fine Glindvad, og instruktør Niels Erlings gennemarbejdede iscenesættelse rummer al Ursula Andkjær Olsens intellektuelle indignation, fremragende præsenteret af Ellen Hillingsø i topform, så er halvanden times monolog i overkanten efter min smag.
Men på den anden side – JEG TROR JEG ELSKER WONDERWOMAN er Ursula Andkjær Olsens svar på Star Wars, og hvilken verden har ikke brug for helte?
Foto: Catrine Zorn