⭐⭐⭐
”Jeg har læst, at man skal tænke på sin skede”
Akkompagneret af komponist og musiker Viktor Dahl står Josephine Reumert Grau selv på scenen på Teater Sort/Hvid, hvor hun – i instruktion af Nanna Bang – fremfører sin monolog JEG STÅR I KVIKSAND OG BRØLER SOM EN HJORT. Jeg elsker den følelsesladede titel, for hvem kan ikke relatere til situationen hvor man føler sig forladt, glemt, og bare synker længere og længere ned.
Hele monologen igennem giver Josephine Reumert Grau os et levende portræt af mennesket, der først er så forelsket, at hun absolut ikke har tid til noget som helst andet – siden sygeligt jaloux med tendenser til vrangforestillinger og paranoia – for til sidst, når hun er blevet forladt, at føle sig som en brølende hjort i kviksand. Og det gør hun godt. Desværre er hendes tekst lidt for klassisk, lidt for forudsigelig, og har ikke helt så mange overraskelser i ærmet som man kunne ønske.
”Jeg hiver dig ud i regnvejret, så vi kan blive fanget i regnen”
Men Nana Bang har arbejdet fint med spillerne på scenen, og komponisten Viktor Dahl, der bl.a. også var inde over LOLITA FOR ALTID, er en gave som akkompagnatør. I JEG STÅR I KVIKSAND OG BRØLER SOM EN HJORT oser han af god stemning, og brager momentvis igennem lydmuren med symfoniske orgeltoner.
Josephine Reumert Graus monolog er en fin lille tekst om den overvældende kærlighed, og en reminder om at vi ikke alle tænker ens.
Foto: Per Morten Abrahamsen