⭐⭐⭐⭐
Kræs for kendere. Og lettere indforstået.
Der er ingen tvivl om at den afdøde forfatter Jan Sonnergaard stadig har mange fans, og der hersker næppe nogen tvivl om Claus Flygares fascination af den provokerende forfatter, så når Betty Nansen og Mammutteatret sætter Sonnergaard på scenen in memoriam, kan det næsten ikke blive andet end en succes. Og dog. For hvor går grænsen mellem fankultur – og kritisk tilgang til et forfatterskab? Risikoen for intellektuel legestue er overhængende.
I Claus Flygares forestilling JAN SONNERGAARD ER IKKE DØD befinder vi os på baren Floss i Pisserenden, stedet hvor en generation af punks, intellektuelle og weltschmerz digtere altid har kunnet finde ro til en Guld Tuborg eller fem hos værten Peter Ked Ked som den navnkundige gale trykker Jørgen Hansen altid kaldte ham. For på Floss var det bedst at se lidt hærget ud, være lidt ked ked på verdens vegne. Floss kunne faktisk bære en forestilling i sig selv, med alle de kunstneriske sjæle der har hængt ud der gennem tiderne, men lige nu er det hverken DAD, Sods, Kvium eller Lemmerz det handler om, nu er det stamkunden Jan Sonnergaard – en af de få der har fået en drink opkaldt efter sig. Søde Jan hedder drinken, hvilket også bliver betonet i programmet, og så er vi lidt tilbage i det med fankulturen.
Forestillingen JAN SONNERGAARD ER IKKE DØD er bygget op som en kriminalhistorie, med udgangspunkt i den forsvundne forfatter, men reelt omhandlende hele slænget af kulturpersonligheder, intellektuelle og wannabes der bærer Sonnergaards litterære arv videre. I Maja Ravns flotte 1:1 scenografi hvor slænget hænger ud på baren, bliver kriminalpolitiet tippet om et firedobbelt mord – angiveligt fire af Jan Sonnergaards fjender. Efterforskningen koncentrerer sig hurtigt om den mystiske Erik Eriksen, og så ruller toget ellers med politiafhøringer og efterforskning, sideløbende med et iboende drama hvor manuskriptforfatteren Claus Flygare er i gang med at iscenesætte et Sonnergaard værk, men ikke kan lade være med at ændre på mesterens værk. Og må man overhovedet det?
Ingen kan spille grum som Morten Suurballe, og han er uimodståelig som den uudgrundelige måske-morder Erik Eriksen, når han som en anden Verbal Kint fra Usual Suspects snører de to kriminalbetjente om sin lillefinger, med klassisk udenoms tale og konstant refererende til Sonnergaards værker.
Det er Josephine Park og Laura Kvist Poulsen der skal løse gåden som de to Dupont & Dupond agtige kriminalbetjente, der med lige dele list og viden om Sonnergaards værker forsøger at knække den spooky Erik Eriksen, og begge d’damer er rendyrket pragtfulde. De har deres helt eget spil kørende, så når de står i Maja Ravns spidsfindigt udregnede semi-virtuelle kontor med ikke-eksisterende hylder og simultant bakker på deres ikke eksisterende piber, så er det Jaques Tati møder René Magritte humor på højt niveau.
Ud over Claus Flygare som iscenesætter og manuskriptforfatter, er der intet mindre end tre instruktører bag forestillingen; Nicolei Faber som konceptuerende instruktør, samt Sargun Oshana og Jens Jørn Spottag som medinstruktører. Jeg gætter på de har haft en fest, for personinstruktion, små detaljer og fiffigheder er der nok af, og hele ensemblet er med på legen, hvor citater og passager fra Sonnergaards værker bliver flittigt brugt.
Sceneblog giver Claus Flygares finurlige forestilling fire stjerner, for man må gerne lave forestillinger der ikke er tilgængelige for alle. Hvis du ikke har læst Sonnergaard vil du helt sikkert vil trække mindst en stjerne fra, men omvendt, så vil RADIATOR-aficionadoerne garanteret lægge en stjerne til.
Foto: Per Morten Abrahamsen