⭐⭐⭐⭐
Intersubjektivitet eller sladderroman?
Chris Kraus’ roman I LOVE DICK blev i 1997 af mange opfattet og læst som en sladderroman, da den indeholder alle de vigtigste komponenter for let læst underholdning: sex, succes, jalousi og sex.
Men Kraus’ roman – og nu teaterforestilling – er nærmest det modsatte. Det er historien om ægteparret Sylvére og Chris, der lever i et forhold hvor intimiteten holdes ved lige i dekonstruktionens ansigt og akademiske udlægninger af samme, og først får lidenskaben at mærke da Chris bliver forelsket i Dick, en kunstkritiker med hang til Johnny Cash.
Steen Stig Lommer er 56årige Sylvére, prototypen på den akademiske, navlebeskuende lektor, der finder større tilfredsstillelse i en tanke end i en handling. Så det bliver ved snakken, når tanken om sex pludseligt dukker op i ægteskabet med hans kone Chris, der får blussende kinder når snakken falder på Dick, kunstkritikeren med lædervest og cowboyhat.
Chris, fremragende portrætteret af Marina Bouras, er den eksperimenterende filmkunstner der som 39årig lever et liv finansieret af manden, men stadig har skabertrangen i sig, og på flere niveauer stadig indeholder lysten til livet. Derfor er det såmænd også helt naturligt at hun pludselig bliver våd i trussen når hun møder Dick, en selvsikker Jimmy Jørgensen med blink i øjet og velplaceret bule i bukserne.
Men hvordan tackler det akademiske par den opståede, og uvante, kødelige lyst? Ikke med skænderi eller slagsmål, men ved at procedere, som i en retssal, med utallige referencer som de anerkendende accepterer og svælger i. Når referencen f.eks. er performanceaktivisten Hannah Wilkes kussekunst, og ikke mindst fnullerkussen samlet af fnuller fra Claes Oldenburgs underbukser, så lyser de anerkendende blikke op, og akademikerne er tæt på klimaks.
Iscenesætter Jens Albinus og forestillingen I LOVE DICK på Husets Teater lægger ikke skjul på fascinationen af Kraus’ feministiske roman, og resultatet er da også et 100% rendyrket akademisk værk, der – ud over Jimmy Jørgensens rock star indslag – ikke falder for billige point med nøgenhed eller moderne sprogblomster i oversættelsen.
I LOVE DICK er med Marina Bouras i spidsen utroligt velspillet feministisk samtidsteater, men er ikke for alle. Men det er vist heller ikke meningen.
Foto: Henrik Ohsten