HVID USKYLD // Teater Får302

⭐⭐⭐⭐

The Game of Sugar – kan man arve skyld?

Kridhvide krinoliner og ditto parykker indtog scenen, da Birgitte Prins, Mikkel Trier Rygård og Charlotte Elizabeth Munksgaard rullede sig ud i HVID USKYLD, og i seks små akter præsenterede et bud på Danmarks rolle i slavehandlen for 100 år siden. Og ikke mindst nutidens reaktion på datidens handlinger.

Kolonitiden blev genfortalt og kommenteret, og på trods af det alvorlige emne, så var forestillingen absolut også morsom. F.eks. da Mikkel Trier Rygård som datidens største danske sukkerplantage-ejer Ernst Schimmelmann giver interview i et jysk tv-show, og i sin kridhvide spadseredragt giver den gas med disco-rap, mens han genfortæller historien for at understrege sin vigtige placering i historiebøgerne. Ubetaleligt vittigt!

Eller i nutiden, hvor Birgitte Prins og Charlotte Elizabeth Munksgaard som to marmorhvide strandturister endelig er på ferie, og alt er lutter idyl og med god udsigt til de flotte brune mænd, men pludselig bliver opmærksom på forskellen mellem strandtid og kolonitid. Jeg er blevet ond – i en alder af 54. Sort samvittighed og hvide undskyldninger.

Scenerummet er fuldt af hvidt sand der strømmer ned som vandfald over trekløveret, og rummet bliver mindre og mindre i løbet af forestillingen – alle bliver mere og mere pressede.

Jeg beklager jeg ikke som statsminister kan sige undskyld, men som privatperson vil jeg gerne sige undskyld. Til Hanne.

Statsministeren er også på scenen, og hans undskyldning til Hanne Boel for en misligholdt koncertkontrakt i gymnasietiden skubber alt andet af bordet. Ingen tager Danmarks fortid alvorligt, der er jo ikke nogen at undskylde til!

Historien om “The Game of Sugar” af Kunstkollektivet FAMILIEN & Teater Får302 sætter masser af tanker i gang, og næste gang man skal forklare ungerne i børnehaven, hvorfor de hudfarvede tusser kun er lyse og beige men aldrig brune, så bør man nok også lige fortælle lidt danmarkshistorie. Historien forsvinder ikke.

Foto: Thomas Cato

På scenen: Birgitte Prins, Mikkel Trier Rygård og Charlotte Elizabeth Munksgaard
Instruktør: Lene Skytt
Tekst: Holdet
Dramaturg: Tine Byrdal
Scenograf: Siggi Óli Pálmason
Koreograf: Maria Saaby Noer
Co-forfatter og kunstnerisk sparring: Rosa Sand
Kostumer: Amalie Aunsbjerg Jørgensen
Lysdesigner: Maria Pi
Lyddesigner: Emil Sebastian Bøll
Instruktørassistent: Isa Justesen
Programtekst: Iben Hendel Philipsen
Fotograf imagebillede: Søren Meisner

SE MERE & KØB BILLETTER

Gå ikke glip af de nyeste anbefalinger – tilmeld dig vores nyhedsbrev!