⭐⭐⭐⭐
”Jeg er ude på dybt vand”
En massiv kakofoni af skærme med forbud tager imod os i salen, hvor Bisse har sat sin Corona musical i scene med musikken og sangene fra hans sidste album, det anmelderroste Cobid-20. Det er Freya Sif Hestnes og Piotr Winiewicz der har skabt det visuelle rum, men det er Thorbjørn Radisch – bedre kendt som Bisse – der fra start af fylder Revolver scenen med poesi.
Om det er en musical, som Bisse selv kalder det, kan diskuteres, men når Bisse og hans fasttømrede trio – Ida Urd (sang og bas), Malthe Rostrup (Keys og sang) samt kapelmester Anders A$$ Bach (trommer, elektronik og sang), giver den fuld skrue på en scene, så må de kalde det hvad de vil – det er og bliver et show man husker.
Ingen andre kan som Bisse skabe kunst ud af kriser, og allerede med åbningsscenen med ”Mit plexiglas”, har Bisse salen i sin hule hånd. Manden er jo en gudsbenådet poet, men tag ikke fejl, under de velklingende toner lurer farligheden, og selv om narrehatten også er på i dag, så er Bisse meget bevidst om ordets magt. ”Hellere en forstandig nar, end en naragtig forstand” som hofnarren Feste siger i Shakespeares Helligtrekongersaften, forestillingen på Odense Teater hvor Bisse blev Reumertnomineret for sin fine indsats.
”Der skulle en nedlukning til, for at lære mig at åbne mig selv”
Showet byder også på den cooleste jazz, hvor alle leverer hver deres livgivende solo, Ida Urd tryller med sin tunge bas, og A$$’ whiskers er på overarbejde – stemningen sidder lige hvor den skal, i en tid hvor vi alle lider af hudsult og uforløste behov for at være sammen. Bisse er en hospitalsklovn i bedste forstand.
Der er fløjter og pisk til de tumpede superspredere fra Ischgl, når Bisse iført skistøvler og pelshue tager dybt pis på festkulturen, og der er lugten af død i rummet, når Bisse og bandet iført sorte sørgedragter tager tempoet fire takter ned, og tager verdens tilstand alvorligt. ”Vi blev født for at dø, lad os give Jorden jorden tilbage”
At Revolverkurator Rikke Hedeager tager Bisse ind på Teater Republique, og lader ham fylde os med poesi og piskesmæld, er ikke bare godt set rent kunstnerisk, det er sgu hamrende sundt for alle, i en tid hvor dekreter fra Tv-skærmen ikke længere kun opleves i Nordkorea.
foto: Sara Galbiati