GREEN ROOM Saturday Night Fever Show Menu // Falkoner Centret, Frederiksberg

Anmeldelse af Saturday Night Fever Show Menu i restaurant GREEN ROOM i Falkoner Centret

Der er polerede sidespejle, bobbet hår og drøn på velkomsten, når man skal ind til Saturday Night Fever i Falkoner Centret, for både musicalen og restaurant Green Room er klar til at give dig hele armen, som den henslængte Chrysler i foyeren meget godt antyder.

Da vi ankom i foyeren så vi frem til Bee Gees ikoniske melodier og de flotte danseoptrin i musicalen, som vi vidste vi ville nyde til aftenens show i Falkoner Salen, men vi vidste til gengæld ikke hvad Restaurant GREEN ROOM havde at byde på. Men det fandt vi hurtigt ud af, for restauranten ved jo at vi skal ind til et show, så præmissen er, at menuen skal serveres indenfor et givent tidsinterval, så man kan nyde maden uden stress.

Og jeg skal love for at vi fik serveret retterne som det var planlagt, for hurtigt stod de lækreste grønne asparges foran os på tallerkenerne.

Grønne asparges, citron emulsion, stenbiderrogn & grøn mynte olie.

De grønne asparges var perfekt kogt, så der stadig var bid i dem, og for at give forretten et pift af friskhed, var vores asparges fulgt til dørs af en smule citron emulsion, samt en pæn skefuld af den lifligste stenbiderrogn. En forret, der ikke bare så let ud, den var lige præcis så let og yndefuld som et af Silas Holsts dansetrin, i den musical vi var på vej ind til.

En perfekt start på vores Saturday Night Fever Show Menu, der blev indtaget med en udmærket Pinot Grigio i glasset.

Lige så let og imødekommende som vores forret var, lige så fyldig og indbydende var vores hovedret. Efterhånden får man ofte retter hvor kødet er gemt under et salatblad, for ikke at provokere i al sin syndighed, men på restaurant GREEN ROOM hersker enkelte af de gamle dyder stadig, og de saftige stykker kalvefilet var på ingen måde skjult.

Kalvefilet, glaserede rødbeder, bagte skalotteløg, rosenpeber-sauce & pommes gratin.

Den rustikke servering, med pommes gratin og bagte skalotteløg, samt glaserede rødbeder under en skøn pebersauce, så ikke bare godt ud på de gråblå keramiske tallerkner, det var også en tilgængelig, velkomponeret ret, der appellerede til godt selskab. Og her snakker jeg ikke kun i overført betydning, da vores kompetente tjener kom med vinen til hovedretten – en Barbera D’Alba fra huset G.D. Vajra i Piemonte – og fyldte mit rummelige glas perfekt til rundingen. Jeg mener rent faktisk, at stemningen i den travle hotelrestaurant emmede af godt selskab, og maden de serverede, ligeså.

Så da vi sad med resterne af den røde vin i glasset, og smagen af kalvefileten med distinkte noter af pebersauce stadig huserede i munden, der glemte vi faktisk for en stund hvor vi var, og hvor vi var på vej hen. Det gik dog relativt hurtigt over, da tjeneren venligt spurgte hvad vi ønskede at drikke til desserten. Moscato D’Asti eller en god portvin?

Og da desserten i vores Saturday Night Fever Show Menu efter sigende lød på både chokolademousse og friske bær, besluttede vi os for at vælge hver vores vin, så vi kunne fornemme hvad der passede bedst. Vægelsindet længe leve.

Pavlova, hindbær coulis, chokolademousse & friske bær.

Den flotte dessert, som var kreeret af Bente – Falkoner restaurantens egen konditor – bestod ganske rigtigt af både en lind chokolademousse og en pink marengs, ledsaget af hindbær, jordbær og ribs. Og lad mig straks sige, at smagsindtrykket er så diverst, at hverken den perlende Moscato D’Asti, eller den gode Six Grapes Reserve Ruby portvin, kunne hamle op med alle smage.

Desserten var lækker – men personligt tror jeg, at jeg næste gang ville vælge at drikke portvinen efter desserten. Men smag og behag – min ledsager syntes den passede perfekt.

Og perfekt var også timingen, da vi – efter menuen i GREEN ROOM – glade og tilfredse satte os til rette i Falkonersalen. Let the show begin.

Saturday Night Fever Show Menu serveres i restaurant GREEN ROOM før alle opførsler af Saturday Night Fever – The Musical i Falkonersalen.

Foto: Sceneblog.dk

SE MERE HER OM SATURDAY NIGHT FEVER SHOW MENU HER