GAUSSIAN BLUR // Magnus Pind Studio, performanceinstallation i Østre Kapel, Sydhavn Teater

Støv, fregner og storkebid

Digital redigering, billedbehandling eller forskønnende filtre, er både stort, vigtigt og voldsomt i vores nutid, om vi vil det eller ej. For som Magnus Pind udtrykker det: billedbehandling udtrykker en slags visuel ideologi.

Den digitale mastermind Magnus Pinds uomtvistelige evner ud i en verden af videoinstallationer og scenedesign er velkendt, og det er ikke nogen tilfældighed, at han samarbejder med store navne som Hotel Pro Forma, Kennedy Center i Washington DC, og nationale operahuse i adskillige lande. Så det er heller ikke nogen tilfældighed, at Pind med GAUSSIAN BLUR tager udgangspunkt i en verdensomspændende problematik, om hvordan vi med åbne øjne tillader at virkeligheden bliver manipuleret, eller vores træk og udseende bliver brugt imod os.

Mørket er faldet på, og på det kølige Østre Kapels gamle fliser sidder performer Amalie Bergstein Nielsen – foran et 12 meter højt pixelportræt.

Det altdominerende pixelerede billede begynder langsomt at ændre sig. Eller er det mine øjne der begynder at se på ansigtet med et ændret blik? Mange billeder ændres, alt efter hvorfra beskueren ser på emnet, og mange billeder med store pixels ændres så snart de store firkanter bliver små. Pixelerede værker er som skabt til at fucke med vores hjerner.

Ansigter stables i stakke – genkendes ud fra niveauer af grå

Med fine tekster af Ronja Johansen og Marie Harm, sætter Magnus Pind fokus på billedredigeringens historiske udvikling, fra de første mugshots i fængslerne til overvågningsteknologiens skræmmende effektivitet indenfor ansigtsgenkendelse. Og på intet tidspunkt ryster han på hånden – den påtrængende store video projektion er et overvældende statement, med den sarte performer Amalie Bergstein Nielsen foran. I et inciterende lydunivers skabt af Minias B. og Astrid Sonne, lader performeren sig styre af teknologien, og mens teksternes indhold blæses op på skærmen, lader hun sin krop blive et med det digitale – uden at forsvinde.

Det er en sart performanceinstallation om et voldsomt emne, som Mille Maria Dalsgaard og Sydhavn Teater har inviteret indenfor i deres årlige Scenesommer festival, og det gamle kapel på Vestre Kirkegård er jo en gave til kunsten, når det får lov.

Tag et par ekstra sokker på, og sæt dig til rette i Kapellet – Magnus Pinds GAUSSIAN BLUR er en 40 minutters performanceinstallation for feinschmeckere.

Foto: Karoline Balle Hvidberg

SE MERE & KØB BILLETTER