Foucault for dummies.
Som noget af det første postpandemiske teater i levende live, overværede jeg i går Sydhavn Teaters pop-up reading af FEMINISTEN på en ladvogn foran Karens Minde. Og hvilken absolut skøn oplevelse.
Mille Maria Dalsgaard har kastet sig over den spanske forfatter Iván Repilas FEMINISTEN, som hun selv har oversat, og for alvor sætter på programmet i efteråret 2021. Men først viser hun hvilken vej Sydhavn Teater har tænkt sig at gå med Repilas vilde tekst, med en pop-up scenisk reading på en ladvogn i Sydhavnen.
”Den diskursive machismo.”
En sprudlende Malik Grosos i lak og læder – og 20cm hæle på de lilla boots – er feministen der kæmper med sig selv og omverdenen, i sin selverkendelsesinfight som erklæret feminist i en verden der ikke er klar til ham. Overfor ham står en knivskarp Maria Carmen Lindegaard, der med lige så sylespidse hæle udfylder alle andre roller i Repilas verden af modstand, og for at understrege følelsernes dans med realiteterne, har Dalsgaard hentet komponist og lyddesigner Nanna-Karina Schleimann til Sydhavnen, hvor hun med sin elektroniske verden af toner skaber en overvældende grundrytme der er til at tage og føle på.
Når Grosos’ feminist beder sin nyfundne – og meget akademiske – kærlighed om bog forslag, hvis han skal finde sig til rette i rollen som feminist, og han uddyber det med et ”måske en Foucault for dummies?” ved man for alvor hvilken tekst vi har med at gøre. Iván Repilas FEMINISTEN bliver i Sydhavnen bragt til Danmark for første gang på en scene, og teksten fortjener det. Til efteråret kan vi glæde os til at Mille Maria Dalsgaard for alvor iscenesætter værket på en af Sydhavn Teaters scener, og lige nu kan du få en snas af FEMINISTEN – lige i fjæset. Men skynd dig, der er run på de restriktionsramte lægter.
Foto: Casper Koeller, Sceneblog