⭐⭐⭐⭐
Drømmesekvenshvid scenografi og djævelsk mørkt spil dominerer på Mungo Park.
Goethes Faust – som på Mungo Park er blevet frit bearbejdet af Line Mørkeby, Line Bie Rosenstjerne, Martin Geertz og Morten Christensen – er et teksttungt drama, som kræver en del af sit publikum.
Men ikke alt på en scene behøver at være let tilgængeligt, scenekunst har en forpligtelse til at udfordre og provokere, og den udgave af Goethes FAUST som her præsenteres, har valgt ikke at skære blodigt dybt i teksten, men i stedet udfordre de væsener som FAUST befolkes af.
Og forestillingens Mephisto – Mr Darknes himself – bliver spillet så overvældende slibrigt af Martin Geertz, at det er det hele værd. Både Mungo Parks egne solide spillere Henrik Prip og Marianne Moritzen, samt Carl Christian Riestra og Alias skuespilleren Line Bie Rosenstjerne, spiller flot op imod djævlen selv, og uden dem var der ingen djævel på jord. Men det er Satan der fylder i Julian Toldam Juhlins drømmesekvenshvide scenografi, og omvendt er det også Juhlins overbevisende scenografi, der skaber det lyse univers hvor det djævelske mørke spil kommer til sin ret.
Uden lys intet mørke.
Instruktør: Henrik Grimbäck
Scenograf: Julian Toldam Juhlin
Medvirkende: Henrik Prip, Marianne Mortensen, Line Bie Rosenstjerne, Martin Geertz, Carl Christian Riestra
Dramatiker: Goethe, frit bearbejdet af Line Mørkeby, Line Bie Rosenstjerne, Martin Geertz og Morten Christensen
Komponister: Carl Christian Riestra, Carl Erik Riestra
Skrædder: Hanne Mørup
Rekvisitør: Katrine Tuborgh
Lyddesigner: Rasmus Overgaard Hansen
Lysdesigner: Jacob H.S. Rasmussen
Producent: Anne Sophie Fogedby
Alder: Anbefalet fra gymnasiet.
Varighed: 1 time og 45 minutter (uden pause)
Forestillingen FAUST er en co-produktion mellem Mungo Park og ALIAS Teaterproduktion.