”Men lidet anede de, at dørene åbner indad”
Begrebet stedsspecifik scenekunst bruges ofte lidt for useriøst, men når Dramafronten & Det Kongelige Teater, i samarbejde med Dansk Teater 300 år, viser fem nyskrevne værker på adresser i København hvor der rent faktisk har ligget teatre – hvilket også er det fælles tema for dramatikerne – så er det sitespecific så det basker.
Dramafronten, med Rhea Leman og Tine Selmer Bertelsen i spidsen, er eksperter i opførelser af ny kort dramatik, og suser byen rundt hvert år med deres sitespecific byrumsteater, så samarbejdet med Det Kongelige Teater om hyldesten af Dansk Teaters 300-års jubilæum lå lige for.
Så efter Tine Bertelsen havde fået publikum inddelt i de sædvanlige grupper, drog Sceneblogs udsendte således med Orange Gruppe ud mod første drama, og endte ved Amaliehavens trapper – blot en spytklat fra Sophie Amalie Teatret, der nedbrændte i 1600-tallet. Og netop den frygtelige brand, og den omstændighed at narren Pickelhering var den eneste skuespiller der omkom i branden, triggede dramatiker Julie Petrine Glargaards krøllede hjerne til at skrive dramaet PICKELHERING ER DØD.
”Det var jo bare en garage”
Det er Petrine Agger der spiller den syge mor, der ikke har set sin datter (Luise Skov) i årevis – men nu endelig mener sig rask nok til at genoptage kontakten. Men når moren dukker op med favnen fuld af 7-Eleven kaffe følger narren med, og selv om både mor og datter gør deres bedste, så sidder Peter Flyvholms Pickelhering som en ræv bag øret og får det som han vil.
PICKELHERING ER DØD er instrueret af Christoffer Berdal, og de underspillede følelser er oppe imod latterens magt i Julie Petrine Glargaards sursøde komedie, hvor både den frie vilje og kærligheden bliver udsat for narrens manipulation.
Og fra et nedbrændt teater til et p.t. næsten ubrugt – for næste stop var under mosaikken foran Stærekassen, der med sine lukkede døre mindede os om at der ikke længere spilles teater her. Men det skal da ikke afholde hverken komediens eller tragediens muse i at komme stormende, direkte fra en kæmpe klima-demonstration, hvor deres syv søskende er blevet anholdt, og de to søstre med nød og næppe slap fra politiet.
”Jung! Det var mig der inspirerede ham”
I Vivian Nielsens TEATRETS HJERTE er komediens og tragediens muser – Camilla Lau og Rikke Westi i Maria Vinterbergs instruktion – med god grund bekymrede for verdens tilstand, og diskussionen om hvornår og hvordan de skal ændre verdens gang, er heftig. Men så dukker en turist op – i form af Sarah Boberg – og hiver i dørene på Stærekassen, hvor hun tydeligt husker de store teateroplevelser fra hun var barn i Danmark. Nu bor hun som fårefarmer i New Zealand, og selv om hun lever i pagt med naturen, savner hun teatret. Hun beretter sideløbende om de store teateroplevelser og naturens slægtskab med mennesket, og de to alvidende muser får for alvor noget at tænke over. Har hele verden samme puls? Slår teatrets hjerte sammen med vores? Spørgsmålene hænger sikkert stadig i luften foran Stærekassen, for turisten haster videre på indkøb i Magasin.
Og vi dvæler da heller ikke længe i August Bournonvilles Passage, for vores guide har allerede løftet sit orange flag, og indledt turen til næste teaterhistoriske sted, denne gang i Ny Adelgade – eller Lille Grønnegade, som det hed i 1700-tallet – hvor det allerførste teater lå i 1722-38. Ikke meget mere end en lille inskription i muren er det blevet til i Ny Adelgade, men nok til at inspirere dramatikeren Andreas Garfield til den fineste lille rørende historie, om et par der mødte hinanden på Palæ Bar engang i 80’erne, og nu forsøger at genskabe magien fra dengang. Tror nok lige vi var et par stykker der følte sig ramt.
”Så gik vi i teatret. Og så gik vi hjem sammen”
I Solveig Weinkouffs instruktion sidder de to smukke voksne mennesker – Morten Hauch-Fausbøll og Michelle Bjørn-Andersen – i en bar, hvor de efter alle kunstens regler forsøger at gøre præcis som dengang. Alt fra hvordan hun tilbød ham en Gajol, til hvor de gik hen bagefter, og hvilket tøj de havde på, alt skal helst være som i 80’erne.
”Nej, sådan sagde du det ikke! Du gør dig ikke umage”
Men som alle ved husker man forskelligt, og selv om hun har skrevet alt præcist ned som hun mener det blev sagt, så er der alligevel detaljer der huskes forskelligt. Garfields meget lokale københavner lovestory REPETITION er et superdejligt lille drama – løftet helt ind i hjertekulen af de to garvede skuespillere.
Hvordan de to lovebirds forlader baren skal jeg ikke afsløre her, men jeg lover det er anderledes end i 1765, hvor en ung skuespillerinde fra Det Kongelige Teater blev holdt indespærret af en greve i 11 dage – hun kunne sikkert godt lide det, han var jo en fin mand (lyder det som noget vi lige har hørt for nyligt i en dokumentar fra nutiden?). Det er i alle tilfælde noget der har inspireret dramatikeren Claus Flygare til at skrive BORTFØRELSEN, hvor Camille Sieling Langdal instruerer et trepersoners ensemble – Jela Nautius Abildgaard, Nicolai Dahl Hamilton og Kasper Leisner – der spiller i Moltkes Palæ (det var desværre ikke muligt at spille i Operahuset i Bredgade (1703-18), da Østre Landsrets bygningen p.t. er under ombygning).
”Jeg er natten. Jeg har set alt det der var teater – og det, der ikke var.”
Claus Flygares overgrebsdrama er en metahistorie i dobbelt potens, hvor de to guder Jupiter og Merkur tager ned på jorden for at opføre et skuespil, men bliver hvirvlet ind i en virkelig historie om Grev Moltke der holdt en skuespillerinde indespærret i sit palæ. Natten – der ser alt – instruerer de to i handlingerne i de respektive historier, og alt blandes sammen på kryds og tværs i løbet af det kvarter som Dramafrontens kortdramatik foreskriver.
”Av, mine kirtler.”
Det er svært at sammenligne de enkelte stykker dramatik, og det er urimeligt at bedømme kunstnernes individuelle præstationer, da de kun har haft få dages forberedelser – men BORTFØRELSEN er seriøst morsomt og intelligent Meta-teater, på en dyster baggrund.
Dyster baggrund er der også masser af i det femte og sidste stykke dramatik, Jokum Rohdes PIGEN FRA ODESSA, der tager Dramafrontens overordnede tema FANTOMTEATER helt bogstaveligt, og giver plads til Casino Teatrets belysningsmester Andersen og scenemester Bonnesen – Kristian Halken og Jesper Hyldegaard – der backstage udveksler meninger om teatrets gang, og ikke mindst den urimelige diva Maria Zastrow, spillet af Nana Morks. I Emil Rostrups instruktion, i en parkeringskælder hvor det nu forsvundne Casino Teater engang lå, bliver vi for en stund taget med bag tæppet, og rullet ind i en fortælling hvor virkelighed og fiktion flettes sammen til en kjortel der både luner og kradser.
Dramafrontens bidrag til Dansk Teater 300 år, FANTOMTEATER, er i samarbejde med Det Kongelige Teater og et kæmpe cast af kunstnere, blevet til et teaterhistorisk dokument der i bedste scenekunst tradition er enestående og kan opleves lige nu – men er væk i morgen. Se det før det forsvinder.
FANTOMTEATER opføres tre gange i sin helhed. Søndagene d. 4., d. 11. og d. 18. september 2022.
Fotos: Casper Koeller, Sceneblog.dk