⭐⭐⭐
”Åh nej, hvis jeg siger Fucking Bus! om bussen, så kommer den jo ikke.”
På Teater Grobs scene er den ene halvdel dækket af et let transparant forhæng, hvor livetegner Bob Lundgren Kristiansen skaber scenografien, hvad enten scenen er Livas lejlighed, eller som i åbningssekvensen – et busstoppested.
Liva, spillet af Anne Sofie Wanstrup, har problemer. Store problemer. I starten er det mest at hun er ved komme for sent til en forelæsning, og grundlaget for hendes bachelor om akvariefisk smuldrer, eller løber ud i vandet om man vil, fordi den fucking 5C ikke kommer. Hendes hæsblæsende, hektiske og efterhånden paniske selvkritik nærmer sig det katastrofale, inden hun endelig finder en ny roommate, der vender op og ned på Livas liv. For Liva har brug for hjælp.
Den nye roommate Makaria, spillet af Maria Cordsen, er fuld fart frem og resten i håret, men bliver bag forhænget som den diametrale modsætning til den überdeprimerede Liva foran på scenen.
”Det er en panisk tid. Vi venter bare på at blive smadret.”
Liva roder rundt efter selvhjælpsgrupper på nettet, men den selvsikre Makaria har allerede spottet Livas problem, og selvhjælpsprogrammet ELUSIA ser ud til at være lykken for den samspilsdeprimerede Liva, der lokkes med gruppen for æstetisk udfordrede mennesker.
”ELUSIA vil give dig et ekkoløst ansigt.”
Det er dramatiker Zara Lea Palmquist der har stået for manuskriptet til ELUSIA, og det er Jesper Pedersen der instruerer den problematiske forestilling, der med ungdommens selvhad tager fat i et reelt problem i samfundet, men lader de ramte hænge, og i stedet besvarer råbet om hjælp med et forslag om et nyt ansigt. Det får desværre den ellers morsomt udførte dialog til at ramle, og ved premieren sad jeg både ved siden af en ung kvinde, og snakkede også efter forestillingen med flere andre i samme målgruppe, som synes det var helt væk med den slutning – en dom jeg desværre også hælder mod.
ELUSIA er Teater Grobs bidrag til teatereksperimentet EXTENDED UNIVERS sammen med Boundless Theatre (London), Sala Beckett (Barcelona) og Entropia (Athen).
Forestillingen spiller på Teater Grob 4. – 18. september.
Foto: Martin Høyer & Emilia Therese