⭐⭐⭐⭐⭐
”Jeg er en amokløben impuls – totalt uberegnelig”
Kun Tina Gylling Mortensen – absurditeternes dronning – kan entrere en scene med så overvældende flair for det absurde udtryk, at publikum rykker helt frem på stolen, og sidder med åben mund og venter på hendes første ord.
I Kirstine K. Høgsbros EFTER TIDEN, bliver strømmen af ord fra Tina Gylling Mortensen til en lavine af Beckettske dimensioner. Den kaskade af Høgsbros ord, som starter blidt ud med situationer man med rimelig ret kan identificere sig med, går umærkeligt over i en tåkrummende morsom udpensling af kvinden Dorte Madsens adfærdsvanskelige sind. Hele tiden næsten hel normal, og hele tiden SÅ langt ude.
Maja Ravns helt simple scenografi, bestående af to store hvide drejevægge og en skare beige anonyme dukker, lader Høgsbros ord stå nøgent frem, og lader os ikke noget tilbage at gemme os i.
Paw Henriksen og Josephine Park dukker op bag en væg, og igen er vi i et helt tilforladeligt miljø, med et helt almindeligt par. Mød Thomas og Hanne Søndergaard, der på hver sin måde er tabt for denne verdens logik og normer. Han, der ikke kan sige nej til sin chefs ønsker om medarbejder-organdonation, og hun, der har store problemer med både sprog, adfærd og temperament. Parret, der ender med at anskaffe sig en menneskehund for at have en de kan opdrage.
”jeg har altid været en stirrer.”
Væggene drejer, og Ole Boisens Egon viser sig på en bænk, fyldt med festgæster. Eller er der nogen? Han er ekspert i at feste, og kunsten at danse med sig selv når nye højder. Boisen stirrer ud på publikum med en stirren der kan få enhver til at kigge bort, men han bliver ved.
Dorte Madsen bliver til Orte Adsen, og nu går Orte på barrikaderne og demonstrerer – mod sig selv. Alvoren lurer bag ordene, og følelsen af, at der rent faktisk er en frygtelig baggrund for denne menneskehedens absurde opførsel, tager til. Sort regn falder over scenen, og en kollektiv undskyldende strøm af udsagn gør deres indtog. Deres (vores) handlinger og blotte tilstedeværelse, er ødelæggende for verden som vi kender den. Kirstine K. Høgsbro har i EFTER TIDEN skabt et dommedagsscenarie, der med absurditetens blanke vægge gør ekstra ondt.
”Vi er alle Orte”
Foto: Emilia Therese